0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk svømning hædrer svømmere for deres dobbelte karrierer



Svømmesport på minimum højeste nationale niveau i kombination med gennemførelse af en uddannelse er noget, der stiller høje krav. Det gælder ikke alene den studerende svømmer, men også klubbernes ledere og trænere, som skal få den sportslige udvikling til at gå hånd i hånd med krav og forventninger i uddannelsessystemet.

Svømmere, der lykkes med at balancere tingene i en dobbelt karriere (dual career), demonstrerer typisk stærke kompetencer inden for engagement, disciplin og målrettethed. Kompetencer, som de også kan få glæde af i den civile karriere, der følger efter en lang svømmekarriere og afsluttet uddannelse.

- Svømmesporten er defineret af nogle høje standarder hvad angår det daglige træningsomfang og -indhold. Dertil kommer regelmæssige konkurrencer på det rette sportslige niveau, for at kunne skabe den ønskede sportslige udvikling. At kunne kombinere dette med uddannelse er en krævende sag, og jeg imponeres til stadighed over, hvor godt svømmere og deres klubber lykkes hermed. Den indsats ønsker vi med dette initiativ at anerkende og sætte ekstra fokus på, samtidig med, at DM-svømmerne får et officielt bevis på de kompetencer, de hermed har demonstreret, udtaler Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach, og fortsætter:

- Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en tak til Team Danmark og alle de uddannelsesinstitutioner landet over, der er med til at skabe den nødvendige fleksibilitet i hverdagen for de danske svømmere. Forståelse, indlevelse og gode samarbejdsrelationer er vigtige parametre i at det lykkes, og i at der skabes gode rammer for både sportslig, uddannelsesmæssig og personlig udvikling for den enkelte svømmer - både nu og her og til tiden efter svømmekarrieren, lyder det afslutningsvist fra Dansk Svømmeunions sportschef. 

Rikke Møller Pedersen er en af de svømmere, der netop har afslutte sin uddannelse som bachelor i Leisure Management på Professionshøjskolen Absalon. Rikke hentede blandt andet inspiration hos ældre svømmere til at give sig i kast med en dobbelt karriere:

- Da jeg var ny på landsholdet, lærte jeg svømmerne Louise Jansen og Julie Hjorth-Hansen at kende. De var begge to studerende sideløbende med, at de havde deres svømmekarrierer at passe. Louise læste økonomi og Julie læste medicin. Jeg tror, jeg var lidt fascineret af, at de magtede begge dele. De virkede som hele mennesker og havde en masse spændende at byde ind med – udover svømning. Jeg syntes, de virkede som meget stærke kvinder. Og hvis det var muligt for dem, ja, så måtte det vel også være muligt for mig. Så de har på den måde været forbilleder for mig. På samme måde håber jeg også på at kunne inspirere andre til ligeledes at turde kaste sig ud i en videregående uddannelse. Det er altså muligt at tage en videregående uddannelse sideløbende med, at man dyrker elitesport på højeste niveau. Det budskab vil jeg meget gerne give videre her, udtaler Rikke Møller Pedersen.

På baggrund af indstillinger fra klubberne hædrede dansk svømning forud for fredagens finaleafsnit ved DM i Odense således nedenstående DM-svømmere for at have demonstreret evnen til at kombinere svømmesport og uddannelse.
 

Niklas Hedegaard Kandidat i Business and Politics Farum Svømmeklub
Rikke Møller Pedersen Bachelor i Leisure Management Kolding Svømmeklub
Isabella K. Sørensen Bachelor i Matematik og Økonomi  Aalborg Svømmeklub
Laura Glerup Jensen HF H2Odense
Mads Ottosen HF Holbæk Svømme Klub
Amanda Højberg HTX Gladsaxe Svøm, GSC
Simon Vingolf HTX Esbjerg Svømmeklub
Martin Szokody HTX Ringsted Svømmeklub
Simon Jeppesen HTX AGF
Lasse Kriegel Skovrup STX Farum Svømmeklub
Philip Greve STX Farum Svømmeklub
Lars Thor Sørensen STX Vest Brøndby
Jackie Gade STX Aalborg Svømmeklub
Nicolas Blanch STX Aalborg Svømmeklub
Maria Grandt STX Hovedstadens Svømmeklub
Anna Brandt Nielsen STX Lyngby Svømmeklub
Jonas Hørslev Sørensen STX AGF
Mathias Zander Rysgaard STX Holbæk Svømmeklub

 


Rikke Møller Pedersen, Kolding Svømmeklub/NTC, var blandt de 18 svømmere, der fredag aften blev hædret med diplomer i Odense Universitets Svømmehal.

Oven på fredagens hæder til de i alt 18 svømmere fortsatte DM i Odense Universitets Svømmehal med fredagens finaleafsnit.
Mesterskaberne fortsætter til og med søndag. Læs mere om mesterskaberne her.

For yderligere information kan sportschef Lars Green Bach kontaktes på mobil: 29 20 61 60.


 






Cookieindstillinger