Fra på onsdag den 4. juli til og med søndag den 8. juli afholdes Europamesterskaberne for juniorer i svømning i den finske hovedstad, Helsinki.
Det danske hold udgøres af i alt 20 juniorsvømmere – henholdsvis 13 piger og syv drenge fra 11 forskellige danske træningsmiljøer.
Et velforberedt dansk juniorlandshold, der glæder sig til at give den gas
Ved mesterskaberne vil Danmark være repræsenteret med en bred gruppe af svømmere, hvor nogle er med for anden gang, mens andre deltager som førsteårs-juniorer og dermed har mindre international stævneerfaring med sig i bagagen.
Om mesterskaberne fortæller Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub, at det først og fremmest bliver spændende at se, hvor mange af de danske svømmere, der kan leve op til det niveau, de er udtaget på og svømme sig ind i top 16.
- At deltage ved EM Junior er en vigtig læringsmulighed for de unge svømmere, der har kvalificeret sig. Netop fordi de er unge er udvikling vigtigt og derfor hele tiden i fokus. Svømmerne skal gerne over tid opleve, at de bliver bedre rustet til på et tidspunkt at kunne gøre sig gældende på internationalt seniorniveau, udtaler Thomas Stub og fortsætter:
- Deltagelsen ved EM Junior handler om at konkurrere imod de bedste juniorer i Europa, og at hver enkelt svømmer i den sammenhæng er så kompetitiv som muligt og leverer sin absolut bedste svømning på dagen.
Den 20 mand store trup er, ifølge Thomas Stub, godt forberedt til de kommende stævnedage og Dansk Svømmeunions talentansvarlig er derfor meget positiv omkring den danske deltagelse ved EM Junior.
Danmarks hold til EM Junior 2018
Piger:
Amalie Søby Mortensen, Holbæk Svømme Klub
Clara Rybak-Andersen, Gentofte Svømmeklub
Elisabeth Sabroe Ebbesen, Gentofte Svømmeklub
Ellen Nielsen, Esbjerg Svømmeklub
Johanne Hingebjerg, Hovedstadens Svømmeklub
Josephine Kruse, Sigma Swim Allerød
Karoline Barrett, Greve Svømmeklub/GTI
Karoline Sørensen, Thisted Svømmeklub
Laura Fogh, HEI Århus Swim
Mia Steen Duus, Sigma Swim Birkerød
Regitze Gaard, Kvik Kastrup
Sofie Hansen, Kvik Kastrup
Thea Blomsterberg, Sigma Swim Birkerød
Drenge:
Alexander Aslak Nørgaard, Sigma Swim Birkerød
Andreas Hansen, Vejle Svømmeklub
Arthur Dalén Ellegaard, Lyngby Svømmeklub
Jakob Juul, Vejle Svømmeklub
Lucas Bruun Strøbek, Gentofte Svømmeklub
Oskar Lindholm, Lyseng IF Århus Swim
Sebastian Tullberg, Sigma Swim Birkerød
Om konkurrencerne
Konkurrencerne forløber i perioden onsdag den 4. juli til og med søndag den 8. juli. Alle fem konkurrencedage vil der være indledende afsnit klokken 09.30 og finaleafsnit klokken 17.00.
Læs mere om mesterskaberne på den officielle hjemmeside: https://www.ejc2018.fi/
For yderligere information henvises til Dansk Svømmeunions talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.