0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Karl Christian Koch hædret ved Dansk Svømmeunions generalforsamling lørdag



Ved Dansk Svømmeunions generalforsamling lørdag blev Dansk Svømmeunions æresbevis overrakt en person, der har de dybeste rødder i dansk svømning, selvom mange nok i højere grad husker ham for sit virke i Danmarks Idrætsforbund/DIF.

Karl Christian Koch
Karl Christian Koch, administrerende direktør i DIF i perioden 1993 – 2015, har en fortid som svømmer, træner og senere politisk aktiv i Dansk Svømmeunion (DSLF, som unionen hed tidligere, red.).

Det hele begyndte hjemme i Haderslev, hvor 12-årige Karl Christian Koch dagligt cyklede 10 kilometer hver vej for at lære at svømme. Dengang foregik svømningen ikke i en svømmehal men derimod i det åbne vand med instruktion fra strandbredden. Senere fortsatte svømningen i den dengang nye svømmehal i Haderslev. Det blev starten på en glorværdig karriere i sportens verden. Karl Christian Koch var en dygtig svømmer, som opnåede talrige flotte resultater i sin aktive svømmekarriere.

Det førte til ikke mindre end:
- 11 individuelle danske mesterskaber
- 4 danske holdmesterskaber
- Deltagelse ved OL i München i 1972 – hvor der blev sat ny dansk rekord
- 26 danske rekorder i alt
- Et utal af jyske rekorder og mesterskaber

Hertil en masse landskampe og deltagelse på rejser med landsholdet.

Karl Christian Koch afsluttede den elitære svømmekarriere i 1975 og engagerede sig herefter som leder og træner i Haderslev Svømmeklub.
Året efter flyttede dagens prismodtager imidlertid til Sjælland, men det betød ikke, at det frivillige engagement i svømning stoppede. Heldigvis. For Karl Christian Koch involverede sig herefter i TIK Svømning i Tåstrup, hvor han varetog funktionen som cheftræner, dernæst som svømmeleder og til sidste også som formand i klubben.

I 1982 blev Karl Christian Koch medlem af DSLF’s Svømmeudvalg og allerede året efter blev han valgt som svømmeleder. Og endelig i 1984 blev Karl Christian Koch valgt til bestyrelsen i DSLF og sad i Forretningsudvalget som forbundskasserer indtil han et par år senere blev ansat i DIF. Her startede Karl Christian Koch i stillingen som økonomichef, senere som administrationschef for så at slutte af som administrerende direktør for DIF. Direktørstillingen varetog Karl Christian Koch i perioden 1993 – 2015. Det år måtte Karl Christian Koch desværre fratræde sin stilling på grund af sygdom.

Det var Dansk Svømmeunions formand, Kjeld Egebo Larsen, der stod for overrækkelse af prisen på lørdagens generalforsamling i Idrættens Hus. I sin tale til prismodtageren fortalte Dansk Svømmeunions formand både om hvor meget Karl Christian Koch har betydet for dansk idræt generelt og også om oplevelser, hvor unionens formand har nydt Karl Christian Kochs selskab.
 
- Du har været en fantastisk repræsentant for dansk idræt gennem hele dig liv, og vi er i Dansk Svømmeunion stolte over, at den indflydelse, du har haft rent idrætspolitisk, udspringer fra dansk svømning. Personligt var du en af de allerførste DIF-personer - sammen med en anden ”svømmemand” Kaj Holm - som jeg rigtig lærte at kende i DIF. Du var en seriøs person at drøfte idrætspolitik med, og selv om du kom fra svømmesporten, forstod du at behandle Dansk Svømmeunion på nøjagtig samme måde som alle andre specialforbund. Du har været mindst ligeså svær at forhandle med – måske endda sværere – netop fordi du kom fra svømningen, og ingen skulle anklage dig for specielt at tilgodese os. Og sådan skal det være.
Jeg husker dog, at du retorisk tit behandlede os lidt anderledes end de øvrige specialforbund. Vi blev meget ofte kaldt for ”Badedyrene” i stedet for Dansk Svømmeunion – og det vist endda fra talerstolen, lød det blandt andet i Kjeld Egebo Larsens tale, som rundede af med ordene:

- Karl Christian – det har været en fornøjelse at være sammen med dig i dansk idræt igennem mange år. Jeg respekterer dig højt og er stolt over i dag at kunne overrække dig Dansk Svømmeunions æresbevis. Vi vil gerne huske dig for ikke kun at have været en dygtig direktør for DIF, men også for et have været en dygtig svømmer, leder og bestyrelsesmedlem i Dansk Svømmeunion. Du har sat dit fingeraftryk på Dansk Svømmeunions historie - ligesom du har gjort det i DIF.

Herefter var der overrækkelse af pris, diplom og blomster til generalforsamlingens store applaus.

Karl Christian Kochs kone, Jette Koch, takkede på vegne af sin mand for den flotte hæder:

- På Karl Christians vegne skal lyde en meget stor tak til Dansk Svømmeunion for initiativet til og beslutningen om at overrække ham SVØMs æresbevis i dag. Det er en meget flot hædersbevisning og en dejlig overraskelse. Karl Christian har været i idrættens verden fra den dag, han første gang stak foden i vandet ved Kelstrup Strand og ringene begyndte at brede sig ud i vandet og videre ind i idrættens verden. (…). Det har været en fantastisk rejse, hvor Karl Christian dedikeret og målrettet har arbejdet for at gøre en forskel for idrætten og for idrættens vilkår i Danmark. Dansk Svømmeunion har altid haft en helt særlig plads i hans hjerte, det var her det hele startede. Med prisen i dag bliver ringene igen sluttede – det startede med vand og det slutter med vand – i Dansk Svømmeunion, lød det fra Jette Koch.


Karl Christian Koch (t.h.) sammen med Dansk Svømmeunions formand, Kjeld Egebo Larsen. Copyright: Michael Vienø.

Om SVØM æresbevis
SVØM æresbevis udgør den højest opnåelige udmærkelse for alle engagerede inden for svømmesporten i SVØM. Det er en påskønnelse til personer, der har ydet en særlig indsats for svømmesporten.

Se oversigt over tidligere modtagere af SVØMs æresbevis her.


 






Cookieindstillinger