0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Rekordernes dag til EM i Royal Arena



Fire danskere og kvindernes 4x50 meter fri holdkap havde fundet vej til Europamesterskabernes tredje finaleafsnit, som blev svømmet fredag aften i en imponerende kulisse. På grund af den store tilskuerinteresse for det europæiske mesterskab på dansk grund, var man i Royal Arena blevet nødt til at åbne for den øverste tilskuertribune, hvilket gav de danske svømmere et ekstra stort hjemmebanepublikum.

En dansk medalje forvandlet til tre
Pernille Blume fra Gladsaxe Svømmeklub/NTC var første dansker i vandet i finalen på 100 meter fri, hvor hun med sin tid på 52,09 sekunder fra gårsdagens semifinaler var seedet som nummer to – en tid, som hun forbedrede til 51,63 i finalen, hvilket resulterede i en flot EM-bronzemedalje og ny personlig rekord til den danske sprinter med hele 31/100 sekunder. I løbet måtte hun se sig slået af Sveriges Sarah Sjöström (51,03) og Hollands Ranomi Kromowidjojo (50,95), der udover sejren og guldmedaljen også kunne glæde sig over at svømme ny stævnerekord.

- Det er helt fantastisk at se alle dem, som er kommet i dag og hepper på mig. Det var den vildeste stemning at træde ind til, så det var dejligt. Jeg har virkelig bare glædet mig til at svømme det her og sådan for alvor komme i gang med stævnet. Så jeg er utrolig tilfreds med mig selv og utrolig tilfreds med min indsats, udtalte Pernille Blume umiddelbart efter finaleløbet.

I semifinalen på 100 meter bryst lykkedes det Rikke Møller Pedersen fra Holbæk Svømmeklub/NTC at kvalificere sig til finalen, som svømmes lørdag aften. Med tiden 1.05,22 er den danske brystsvømmer seedet som nummer fire i finalen.

Anton Ørskov Ipsen fra Sigma Swim Birkerød svømmede finale i 1500 meter fri, hvor tilskuerne på tribunerne i Royal Arena virkelig formåede at heppe den danske langdistancesvømmer hele vejen til mål. Han sluttede på en samlet fjerdeplads i tiden 14.30,94, en tid som blot er 2/100 sekunder langsommere end hans personlige rekord.

Europamesterskabets tredje finaleafsnit blev afsluttet med kvindernes finale i 4x50 meter fri, hvor den danske holdkap havde svømmet sig videre som nummer tre. Placeringen formåede de danske piger at fastholde i finalen, og det resulterede i aftenens anden bronzemedalje – den tredje EM-medalje til Danmark i alt. Holdkappens samlede tid på 1.36,02 blev svømmet af Emilie Beckmann 24,61 (Tune IF/GTI/NTC), Mie Ø. Nielsen 24,10 (Aalborg Svømmeklub), Julie Kepp Jensen 23,89 (JGI/A6) og Pernille Blume 23,42.

Se alle resultater fra EM her.

Verdensrekord, europarekord og mesterskabsrekorder

I den afsluttende holdkap måtte Danmark se sig slået meget suverænt af de hollandske piger, som med tiden 1.33,91 fornyede deres egen verdensrekord på distancen. Den tidligere verdensrekord lød på 1.34,24, hvilket altså er en forbedring på hele 33/100 sekunder. Holdkappen blev svømmet af Ranomi Kromowidjojo (23,42), Femke Heemskerk (23,19), Tamara Van Vliet (23,65) og Valerie Van Roon (23,65).

Tidligere på aftenen havde flere russiske svømmere også været med til at skabe en fantastisk atmosfære i Royal Arena. I herrernes semifinaler i 100 meter brystsvømning formåede russiske Kirill Prigoda at svømme europæisk rekord på distancen med tiden 56,02, hvilket er en forbedring af den tidligere europarekord med hele 14/100 sekunder. Der er dermed lagt op til en aldeles tæt og spændende finale i morgen aften, lørdag, hvor Adam Peaty og vinderen på 50 meter bryst Fabio Scozzoli også er med videre i tiderne 56,24 og 56.67.

Den russiske svømmer Vlademir Morrosov lod dog ikke til at ville stå i skyggen af sin landsholdskammerat, og i aftenens semifinaler på 50 meter fri lykkedes det Vlademir Morrosov at sætte ny stævnerekord med tiden 20,45, hvilket var en forbedring på 3/100 sekunder. I finalen, som blev svømmet senere samme aften, formåede den russiske sprinter at forbedre sin stævnerekord til imponerende 20,31, hvilket var nok til at sikre ham guldmedaljen foran britiske Benjamin Proud (20,66) og italienske Luca Dotto (20,78). Tiden er blot 5/100 sekunder langsommere end europa- og verdensrekorden på distancen, som er svømmet af franske Florent Manaudou.

Mikkel Aarø-Hansen, som er administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, der er officiel EM-partner, har fulgt Europamesterskaberne siden onsdag, og er svært tilfreds med, at det er lykkedes at arrangere den første store sportsbegivenhed i Royal Arenas flotte rammer.

- Med EM i svømning er Royal Arena nu skudt i gang som hovedstadens arena for store, internationale sportsbegivenheder. Sammen med vores partnere byder vi løbende på værtskaber af internationale sportevents, og der ligger allerede flere store klar de kommende år, som vil fylde Royal Arena op med tilrejsende publikummer, internationale medier og lokale sportsfans. Der er blandt andet VM i ishockey til maj, VM i herrehåndbold i 2019, og så er vi lige nu i færd med at byde på VM i gymnastik i 2021.
 

Sådan følger du mesterskaberne
Den bedste oplevelse af EM opnår du naturligvis ved at møde op i Royal Arena, når svømmerne presser hinanden og sig selv til det yderste i kampen om de eftertragtede pladser i aftenens semifinaler, finaler og ikke mindst medaljer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også mulighed for at følge EM på din smartphone, tablet eller pc via linket her.  

  

Alle indledende afsnit begynder hver dag klokken 09.30, og finaleafsnittene har start klokken 17.00.

Download fotos fra fotograf Lars Møller. Må kun bruges redaktionelt i forbindelse med EuroSwim 2017.

Foto 1 – Pernille Blume oven på sin stærke bronzepræstation i 100 m fri.

Foto 2 – Danmarks holdkap oven på den flotte tredjeplads i 4x50 m fri.


Fakta om EM
EM i Svømning 2017 afholdes den 13.-17. december i Royal Arena i København i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.

Links
Billetsalg: www.ticketmaster.dk/swim
Hjemmeside: www.euroswim2017.com
Facebook: www.facebook.com/euroswim2017
Instagram: www.instagram.com/euroswim2017
Se danske løbstider på: http://www.svoem.dk/_files/em2017/dedanskesvmmere.jpg


Al pressekontakt til EM-svømmerne bedes gå via Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, som kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60.  


 






Cookieindstillinger