0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Svømning: Afgørelsens time om EM-udtagelser ved DM i Greve i denne uge



I perioden 9.–12. november afholdes Danmarksmesterskaberne på kortbane i Greve Svømmehal. I alt 380 svømmere er tilmeldt mesterskaberne, heraf 20 svømmere fra Tyrkiet. Svømmerne repræsenterer i alt 52 svømmeklubber/startfællesskaber.

Det meste af den danske svømmeelite vil være samlet, når det går løs i Greve Svømmehal. Udover konkurrencerne om at blive dansk mester og om nye danske rekorder er det nemlig mesterskabets præstationer, der bliver grundlaget for udtagelse af de svømmere, som skal repræsentere Danmark, når det går løs ved Europamesterskaberne på kortbane. Et mesterskab som Danmark er vært for i Københavns smukke Royal Arena i dagene 13.–17. december.
 

Ingen potentielle EM-svømmere ønsker naturligvis at gå glip af en så fantastisk og enestående mulighed for at skabe store svømmeoplevelser foran tusinder af danske svømmefans på hjemmebane. Men første nåleøje er naturligvis kvalifikationen, og det sker over fire særdeles travle konkurrencedage i kortbanebassinet i Greve.

Forventninger om et bredt repræsenteret dansk hold til EM på kortbane
Sportsafdelingen i Dansk Svømmeunion forventer på baggrund af de udarbejdede udtagelseskriterier til EM på kortbane et hold, der både inkluderer kendte svømmeprofiler som Pernille Blume, Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer samt svømmere, der allerede har individuel international erfaring på seniorniveau som eksempelvis Emilie Beckmann, Anton Ørskov Ipsen, Daniel Skaaning og Anders Lie Nielsen. Endvidere forventes holdet at inkludere svømmere, der ved EM kommer til at debutere på internationalt seniorniveau med potentiale for international udvikling frem mod 2020.


Sportschef Lars Green Bach forklarer, at Dansk Svømmeunion med udtagelseskriterierne har ønsket at skabe de bedst mulige forudsætninger for udtagelse af et dansk hold, som kan levere gode resultater foran det forventede store hjemmebanepublikum i Royal Arena til december.


- Jeg forventer fire spændende og intense dage i Greve, og jeg er overbevist om, at muligheden for at kunne kvalificere sig til EM vil give mesterskabet en ekstra dimension. EM-kvalifikation i Greve er imidlertid alene det første skridt på vejen til der, hvor det sportsligt virkelig tæller i dette efterår, nemlig i bassinet i Royal Arena, udtaler sportschefen i Dansk Svømmeunion og fortsætter:

- Jeg ved, at de danske svømmere er stolte af at repræsentere Danmark ved internationale mesterskaber. Og jeg glæder mig til at se, hvilke svømmere, der formår at levere stærke og solide præstationer i Greve med potentiale til at give Danmark store svømmeoplevelser, når det går løs i København til december, lyder det afslutningsvist fra sportschef Lars Green Bach.


EM-holdet udtages i forlængelse af søndagens finaleafsnit ved DM på kortbane.


DM uden Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen
Mesterskaberne bliver uden Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen, som begge deltager ved World Cup afsnit i Beijing den samme weekend, som DM finder sted. Umiddelbart derefter fortsætter de to svømmere til World Cup afsnit i henholdsvis Tokyo og Singapore.
Også svømmerne bosiddende i USA, Anders Lie Nielsen og Anton Ørskov Ipsen, vil ikke være at finde i Greve Svømmehal under DM. De konkurrerer efter aftale med Sportsafdelingen ved dedikerede stævner i USA i stedet for, for at spare dem for en tur frem og tilbage over Atlanten her kort tid før EM i København.


EM-kravtider og uddybende forklaringer
.

Generelt om EM – herunder billetsalg

NM også i fokus under DM kortbane
Ved mesterskaberne er der samtidig fokus på de svømmere, som skal udgøre det danske landshold ved NM. Således fungerer DM i Greve ligeledes som kvalifikation til disse mesterskaber, som finder sted i Reykjavik, Islands hovedstad, den 1.-3. december.

Sportsafdelingen i Dansk Svømmeunion vil i umiddelbar forlængelse af DM udtage NM-truppen, der får følgeskab af de danske juniorsvømmere, som stiller op ved NM Junior. NM og NM Junior finder sted samtidig i Island.

NM kravtider.

Program for DM på kortbane 2017
Danmarksmesterskaberne på kortbane 2017 afholdes i Greve Svømmehal (Jørgen Bachs Plads 1, 2670 Greve) torsdag – søndag, den 9.-12. november.
Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00.

Startliste til DM kortbane.

Følg mesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnår du naturligvis ved at møde op i Greve Svømmehal og mærke stemningen, når der kæmpes om opnåelse af kravtider og topplaceringer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også den mulighed at følge slagets gang via livetiming samt via streaming på SuperLive (enten via livetiming.dk eller app’en ”LiveTiming”).

Der er fri adgang til mesterskaberne i Greve Svømmehal. Kig’ forbi og oplev dansk elitesvømning, når det er allerbedst.

Presseakkreditering påkrævet under DM på kortbane
Alt presse skal akkrediteres ved ankomst til svømmehallen (journalister og fotografer). Dette sker ved henvendelse i presseområdet, hvor Dansk Svømmeunion vil tildele akkrediteringer.

Kontaktpersoner
Under DM på kortbane er stævnets lokale kontaktpersoner Charlotte Pedersen (e-mail: kasserer@gtiswim.dk) og Karin Barrett (e-mail: karin.barrett@hotmail.com).

Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60.
Presseakkrediterings-spørgsmål kan rettes til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlig, Nora Thomsen, på mobil: 21 49 09 37.

DM på kortbane afholdes i samarbejde mellem GTI Swim og Dansk Svømmeunion.


 






Cookieindstillinger