Hvorfor nøjes med at svømme banesvømning, når man også kan svømme ude i naturen? Hvorfor stoppe i svømmeklubben, når man kan gå til udspring? Det er to ud af mange spørgsmål, som det helt nye projekt Aqua+ skal besvare med ambitionen om, at få 20.000 flere børn, unge og voksne til at bruge vandet til motion og fritidsaktiviteter.
Flere Tweens i svømmeklubberne
De danske svømmeklubber oplever, at en stor del af børn i alderen 7-8 årstopper i klubben, efter de har lært at svømme. I 2016 var der således 135.506 børn i alderen 0-12 år, der dyrkede svømning i en af Dansk Svømmeunions medlemsklubber, mens der i aldersgruppen 13-18 år kun var 11.375 svømmere. Altså en betydelig forskel i antallet af medlemmer i de to aldersgrupper.
I samarbejde med svømmeklubberne skal der udvikles nye koncepter, som er attraktive for børn aldersgruppen 8-12 år, så de fastholdes i klubben og i vandaktiviteter på længere sigt. Konceptet Aqua+tween skal bygges op om alternative vandaktiviteter, der handler om alt andet end traditionel banesvømning. Projektleder Mette Skat Nielsen uddyber mulighederne:
- Projektet Aqua+tween bliver en grundsten i arbejdet med at fastholde børn og unge i alderen 8-12 år, som ikke dyrker konkurrencesvømning i svømmeklubben, men som stadig har en glæde ved vandaktiviteter. Aqua+tween rummer et kæmpe potentiale, der med støtte fra Nordea-fonden skal frigøres, så vi kan skabe nye, sjove og attraktive tilbud, der kan fastholde tween-målgruppen og få endnu flere til at dyrke vandaktiviteter, udtaler Mette Skat Nielsen, udviklingskonsulent og projektleder i Dansk Svømmeunion.
Flere voksne motionister i vandet
Mange danskere bruger allerede vandet til motion og fritidsaktiviteter, men Dansk Svømmeunion og Nordea-fonden ønsker med konceptet Aqua+voksen, at få flere voksne motionister til blandt andet at dyrke åbent vand-svømning.
- I Danmark har vi alle let adgang til vand og derfor fine muligheder for at dyrke svømning som motion. Med Dansk Svømmeunions nye og målgruppeorienterede svømmetilbud håber vi, at flere danskere får lyst til at svømme sammen både i åbent vand og i den lokale svømmeklub, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Dansk Svømmeunion skal drive projektet Aqua+ og har stor erfaring med målgruppen i alderen 8-12 år, da en stor del af medlemmerne i de danske svømmeklubber er børn og unge. Til gengæld er motionsaktiviteter målrettet voksne et forholdsvis ubeskrevet blad i Dansk Svømmeunion, som unionen ser frem til at søsætte.
Kontaktoplysninger om projektet Aqua+ og samarbejdet mellem Dansk Svømmeunion og Nordea-fonden
Fra Dansk Svømmeunion:
Mette Skat Nielsen Morten Hinnerup
Udviklingskonsulent og projektleder Udviklingschef
T: +45 4439 4481 T: +45 4439 4468
M: +45 2916 0423 M: +45 2916 0903
E: msn@svoem.dk E: moh@svoem.dk
Fra Nordea-fonden:
Tine Wickers
Kommunikationschef
D: +45 4070 3784
T: +45 4060 3040
E:tw@nordeafonden.dk