Vi er nu nået til sidstedagen af Danish Open i Bellahøj Svømmestadion. I de forgangne dage har svømmerne kæmpet om at præstere hurtige tider, sætte rekorder, vinde medaljer og opnå internationale kravtider.
For seniorsvømmernes vedkommende er opnåelse af kravtider til sommerens VM i Budapest, det helt store hovedmål.
Før sidstedagen af Danish Open havde seks svømmere formået at svømme under en individuel kravtid. Hertil var også damernes 4 x 100 m fri holdkap, 4 x 200 m fri holdkap og 4 x 100 m medleyholdkap sikret tider under VM-kravet.
Onsdag aften ved Danish Open lykkedes det for Rikke Møller Pedersen at svømme under VM kravtiden i 200 m brystsvømning i tiden 2.24,31. Her lyder VM-kravtiden på 2.26,57.
Den 28-årige svømmer fra Holbæk Svømme Klub/NTC klarede allerede søndag VM-kravtiden på den halve distance – 100 m brystsvømning – men demonstrerer flot onsdag aften sit høje internationale niveau med endnu en VM-kravtid i hus.
Det endelige VM-hold udtages først, når Swim Open Stockholm er afviklet den 11. april. Her er der således mulighed for at VM-holdet kan blive suppleret med flere svømmere.
Onsdag blev der også ændret ved en dansk rekord ved Danish Open. Philip Greve satte i indledende afsnit en dansk rekord i 50 m brystsvømning i tiden 27,93. Her slettede den 19-årige svømmer fra Farum således Tobias Bjergs (AGF Svømning) rekord fra juni 2015 og forbedrede rekordtiden med 4/100 sekunder.
I finalen onsdag aften lykkedes det for Farum-svømmeren at svømme guldmedaljen hjem med en tangering af morgenens rekordtid.
På juniorfronten blev der onsdag ændret på en enkelt dansk juniorrekord. Sigma Swim Birkerød svømmeren Thea Blomsterberg forbedrede således sin egen juniorrekord i indledende 200 m brystsvømning med 54/100 sekunder i den flotte tid 2.30,61.
Præsentation af holdet til EM Junior
I direkte forlængelse af Danish Open onsdag aften blev holdet af svømmere, som skal repræsentere Danmark ved sommerens EM Junior formelt udtaget og præsenteret for svømmehallens publikum.
Holdet udgøres af følgende 15 svømmere:
Alexander Aslak Nørgaard, Søllerød Svømmeklub
Amalie Søby Mortensen, Holstebro Svømme Club
Andreas Kaas Elmgreen, Lyngby Svømmeklub
Cecilie Wiuff, Herlev Svømning
Frederik Rindshøj, Gladsaxe Svømmeklub
Helena Rosendahl Bach, Holstebro Svømme Club
Julie Kepp Jensen, A6
Katrine Bukh Villesen, Aalborg Svømmeklub
Laura Findahl Andersen, KVIK Kastrup
Mia Steen Duus, Sigma Swim Birkerød
Mikkel Gadgaard, Esbjerg Svømmeklub
Mikkel-Emil Rosenbom, Lyngby Svømmeklub
Regitze Gaard, KVIK Kastrup
Sara Sylvest, KVIK Kastrup
Victoria Bierre, Gladsaxe Svømmeklub
Danmarks svømmere til EM Junior 2017. Amalie Søby Mortensen var ikke tilstede da billedet blev taget.
Præsentation af holdet som Dansk Svømmeunion indstiller til Danmarks Idrætsforbund om at få udtaget til European Youth Olympic Festival
Også holdet, som Dansk Svømmeunion indstiller til DIF om at få udtaget til sommerens EYOF blev præsenteret onsdag aften.
Holdet, som indstilles til DIF, udgøres af følgende otte svømmere:
Aksel Skrydstrup, VIK-Skovbakken
Arthur Dalén Ellegaard, Lyngby Svømmeklub
Elisabeth Sabroe Ebbesen, Gentofte Svømme Klub
Josephine Kruse, Sigma Swim Allerød
Karoline Barrett, Greve Svømmeklub
Liva Palmund, Triton Ballerup
Sofie Hansen, KVIK Kastrup
Thea Blomsterberg, Sigma Swim Birkerød
De otte svømmere, som indstilles til DIF om at blive udtaget til sommerens EYOF.
Kravtiderne til sommerens internationale mesterskaber kan ses via følgende link: http://www.svoem.org/Discipliner/Svoemning/Internationale-mesterskaber/
For spørgsmål vedrørende seniorsvømmernes kvalifikationer kan sportschef Lars Green Bach kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Tilsvarende spørgsmål vedrørende juniorsvømmernes kvalifikationer kan rettes til talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.
Arrangører af Danish Open er Dansk Svømmeunion i samarbejde med Hovedstadens Svømmeklub.
Foruden sommerens mange mesterskaber er SvømmeDanmarks fokus på EM, der afholdes i København i Royal Arena fra den 13. december til den 17. december. Kvalifikation til dette brag af et svømmestævne finder sted ved DM på kortbane i november.