Ungdoms-OL, svømning, fredag: Flyvende danske svømmere henter tredje medalje hjem til Danmark fredag
24-07-2009
I går, torsdag, blev en festdag for dansk svømning ved ungdoms-OL i finske Tampere, da svømmerne Viktor Bromer og Daniel Skaaning kæmpede henholdsvis en sølv- og en bronzemedalje hjem til Danmark.
I dag, fredag, blev det til ikke blot endnu en festdag, men nu også til en historisk dag for dansk svømning ved ungdoms-OL, da det her blev til endnu en bronzemedalje – denne gang i drengenes 4 x 100 m holdmedley, i tiden 3.51,04. Det er nemlig første gang nogensinde, at dansk svømning returnerer fra et ungdoms-OL med medaljer i hele tre discipliner.
Tak til de fire drenge for den oplevelse!
Og de fire drenge, som stod for den historiske præstation, var: Andreas Schiellerup, Birkerød/Sigma: 58,31. Rasmus Dufour, Holbæk: 1.07,83. Viktor Bromer, AGF: 55,36. Daniel Skaaning, Swim Team Taastrup: 49,54.
En fantastisk holdpræstation gjorde det muligt for de fire drenge at kæmpe sig ind på den velfortjente podieplads kun overgået af Polen, som vandt guld i tiden 3.46,07 og Frankrig, der blev sølvvindere i tiden 3.50,15.
Dansk svømning er to gange returneret til Danmark fra et ungdoms-OL med to medaljer. Det skete tilbage i 1997 og 1999. I årene 2001, 2003 og 2005 var der ingen medaljer til danske svømmere, mens det i 2007 så endelig atter lykkedes at få en dansker blandt medaljetagerne – her i form af en bronzemedalje til Amalie Emma Thomsen i 400 m individuel medley. Men i år bliver der måske lidt overvægt i bagagen, når truppen vender hjem til Kastrup, takket være medaljer i hele tre discipliner. Dejligt med sådan et svømme-punktum på disse ungdoms Olympiske Lege i Tampere, Finland.
Tilbage til fredagens øvrige resultater, skal det også med, at Viktor Bromer svømmede B-finale i 200 m fri, hvor han sluttede som hurtigste svømmer, således en samlet niendeplads, i den nye personlige rekordtid – 1.53,49.
Endelig var også Kalundborg-svømmeren Marianne Vinsand med i aftenens B-finale i 200 m butterfly og sluttede her på en samlet 16. plads i tiden 2.27,50.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, kontaktes på mobil: 2049 5706.
Ungdoms-OL i Finland er nu et i den grad veloverstået kapitel for Danmarks 11 svømmere, som returnerer til Danmark i morgen, lørdag.