0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunion lancerer ny struktur for livredderprøver



Dansk Svømmeunion er i øjeblikket i gang med at udvikle en ny struktur for livredderprøver i Danmark. Formålet hermed er at få ”Mere livredning i Danmark”, øge sikkerheden ved afvikling af åbent vand-aktiviteter, skabe et fælles grundniveau for åbent vand-livredningstjenester, sikre en international certificering samt øge brugbarheden og tilgængeligheden til livredderuddannelser og livredderprøver for klubber.
 

Den nye livredderstruktur opstår som led i en stadig stigende aktivitet inden for åbent vand i både svømmeklubber og blandt selvorganiserede åbent vand-svømmere. Dansk Svømmeunion ser det som sin forpligtelse at medvirke til at fremme sikkerheden ved åbent vand-svømning, og det skal uddannelse af åbent vand-livredderdommere være med til at sikre.
 

Premiere på det første åbent vand-livredderdommerkursus i weekenden

Konkret er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning, som har fået sparring på den nye struktur fra: Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, Team Bade, Safety Group, DGI, Board Up North, Københavns Livredderklub og Livredderskolen Grenå.

Den kommende weekend gennemføres et pilot åbent vand-livredderdommerkursus for udvalgte deltagere fra førnævnte organisationer. For at blive taget i betragtning til at deltage på pilotkurset skal man som kursist være uddannet kystlivredder på forhånd.
I alt 23 kursister deltager på pilotkurset, som gerne skal danne grundlag for den fremtidige uddannelse af åbent vand-livredderdommere.


- Vi er meget spændte på at skyde åbent vand-livredderdommerkurset i gang den kommende weekend, og vi er positive over den store interesse fra de involverede organisationer til at sende deltagere på kurset. På kursets første dag uddannes kursisterne til førstehjælpsinstruktører og på dag 2 foregår kurset på stranden, hvor kursisterne skal gennemføre redningsøvelser i åbent vand, udtaler uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning, Michael Iwersen.
 

Efterfølgende i åbent vand-sæson 2016 afvikles de første nye pilot åbent vand-livredderprøver med certifikat fra Dansk Svømmeunion. Den nye struktur forventes officielt at træde i kraft 2017, hvor der også udgives 3. udgave af grundbogen ”Livredning – Håndbogen til alle med interesse for vand og sikkerhed”, som Michael Iwersen er forfatter på.

Kursisterne skal på kursets anden dag igennem en lang række øvelser, som der gives en oversigt over nedenfor:

1. Formprøve åbent vand
- 3*200 (200 løb + 200 svøm + 200 løb) maksimalt 8 min – uden ABCT, svømmebriller tilladt
- Svømme 1000 m med ABCT
- Dykke 4 m vertikalt med ABC og opsamle dukke
- Svømme 50 m polocrawl og efterfølgende bjærge bevidstløs 50 m med direkte kontakt - uden ABCT, svømmebriller tilladt
 

2. Redningsdel
Redningsdelen udføres med udgangspunkt i at simulerer realistiske scenarier og er opdelt i redninger med udstyr og redninger uden udstyr. I flere af prøverne skal en person bjærges 150 meter og 200 meter ind til land.

3. Scenarier

Kursisten skal igangsætte en eftersøgning efter en forsvundet person.


4. Nakkeskade
Kursisten skal demonstrere, hvordan man håndterer en person med formodet nakkeskade.

5. Ukendt scenarie

Kursisten skal gennemføre et redningsscenarie, hvor han ikke må kende scenariets indhold på forhånd.


For yderligere information kan arbejdsgruppen kontaktes:
Caroline Kleemann, udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion: ck@svoem.dk, mobil: 61 12 81 87.

Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning: miw@svoem.dk, mobil: 30 35 81 88.


 






Cookieindstillinger