Fra på onsdag, den 9. juli til og med søndag, den 13. juli afholdes Europamesterskaberne for juniorer i svømning i den hollandske by Dordrecht.
Det danske hold udgøres af i alt otte juniorsvømmere – henholdsvis fem drenge og tre piger.
Et velforberedt dansk juniorlandshold, der glæder sig til at give den gas
Sportschef, Mikkel von Seelen, udtaler om Danmarks deltagelse ved mesterskabet: - Der er kun en af de otte svømmere, der har været til EJM før, så dette mesterskab vil for dem alle være det største de hidtil har prøvet i deres svømmekarriere. Jeg har talt med en del af svømmerne i forbindelse med sidste uges DM, og de virker spændte på den gode måde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de er velforberedte og glæder sig til at give den gas, fortæller Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, og fortsætter: - Der er tale om en god og afbalanceret EJM-gruppe, som fungerer godt sammen, og det betyder meget i forhold til at få det maksimale ud af stævnet både i forhold til præstationerne og i forhold til den læring, de skal tage med fra mesterskabet. For os udgør et vigtigt parameter i forhold til at have svømmere med til EJM, at det forbereder dem til de kommende års internationale seniormesterskaberne, hvor vi forhåbentlig har nogle af dette års EJM-deltagere med, udtaler sportschefen.
Ingen forventninger om medaljer men gerne dansk deltagelse i flere finaler
Sportschefen fortæller, at der resultatmæssigt ikke er deciderede målsætninger om medaljer ved de forestående mesterskaber. Der er tale om et ungt hold, hvor fem af de otte svømmere er første års juniorer. Sportschefen spår dog gerne om et par finaler med dansk deltagelse, hvor særligt OSK/STO-svømmeren, Christian V. Rasmussen, forventes at kunne gøre sig gældende på de korte brystsvømnings-distancer.
Det danske hold
Drenge:
Christian V. Rasmussen, OSK/STO
Nicolas Blanch, Aalborg svømmeklub
Marcus Krøyer Svendsen, Svømmeklubben KVIK
Frederik J. Sørensen, OSLF/STO
Jonas Nervil Kistorp, Lyngby svømmeklub
Piger:
Signe Bro, Gentofte svømmeklub
Katrine B. Hansen, Svømmeklubben Triton Ballerup
Anna Boutrup, Sigma Swim Birkerød
Trænerteamet, som følger det danske EJM-hold, udgøres af:
Nick Juba, landstræner
Kennet Kjeldsen, STO
Chris De Santis, Gentofte Svømmeklub
Om konkurrencerne
Konkurrencerne forløber alle fem dage med indledende afsnit klokken 09.00 og finaleafsnit klokken 17.30.
Den officielle hjemmeside: http://www.ejcswimming2014.com/
På den officielle hjemmeside fremgår også et detaljeret program og link til resultatsiden.
For yderligere information henvises til landstræner Nick Juba, der kan kontaktes på mobil: 2168 0912.
Konkurrencerne vil blive fulgt dagligt af SvømmeSport på www.svoem.dk