På Breddesektionens områdemøde lørdag, den 26. april 2014 modtog Ole Nørholm prisen for sit årelange engagement i Herlufsholm Svømmeklub.
Ole Nørholm fra Herlufsholm Svømmeklub er den fjerde i rækken af ihærdige ildsjæle, der modtager Breddesektionens ærefulde pris som Årets Ildsjæl.
Det er Region Sydsjælland, der har nomineret Ole Nørholm til prisen som Årets Ildsjæl, og i sin indstilling lægger Regionen især vægt på Oles årelange engagement i og passion for Herlufsholm Svømmeklub. Hans virke i klubben både som træner og formand er uundværligt for klubben og dens medlemmer, hvis fællesskab styrkes af Oles sociale og udadvendte væsen.
Prisen blev overrakt af leder af Breddesektionen Helle Jakobsen, og i begrundelsen lød det blandt andet: - Hvis man vil snakke passion og engagement i svømning og hvis man vil opdage ildsjælen i svømning, så skal man tage til Herlufsholm Svømmeklub. Her finder man manden, som gennem mere en 25 år har stået på kanten, og i de seneste cirka 20 år har fungeret som formand.
I indstillingen lægges også vægt på Oles udadvendte personlighed: - Årets ildsjæl er udadvendt og meget social. Han er fantastisk til at engagere sig i klubbens arbejde, og han går forrest, når det gælder de sociale relationer og finder på gode ideer for klubbens mange svømmere, hvilket er med til at styrke fællesskabet i klubben.
Udover sit virke som formand for Herlufsholm Svømmeklub er Ole også involveret i byens Sportscollege. Dette gør han for at skabe de bedste rammer for svømmere, som gerne vil svømme og studere. Det har betydet, at klubben lige nu har to svømmere på college.
Ole har også formået at engagere sin egen familie i svømningen, og både hans hustru Gitte og deres to sønner er således aktive i svømmeklubben.
Ole Nørholm med den velfortjente pris sammen med leder af Breddesektionen, Helle Jakobsen.
Breddesektionen ønsker Ole Nørholm stort tillykke med prisen som Årets Ildsjæl 2014.