Spektakulær åbnings-ceremoni under overværelse af Kronprinsesse Mary, Svømningens Hall of Fame og en udstilling om Svømmedragtens Historie er sammen med en række ”vandige” aktiviteter også en del af publikumspakken i Jyske Bank Boxen.
Nedtællingen til EM i Svømning er for alvor i gang. Og selvfølgelig er fokus først og fremmest på mere end 600 af Europas allerbedste svømmere og deres præstationer.
Men som publikum i Jyske Bank BOXEN i Herning er der mere i posen end de fire dage med toppræstationer.
For ved siden af de sportslige højdepunkter er der også gjort rigtig meget for at give gæsterne tillægsoplevelser under EM.
For eksempel er der lagt en del krudt i at skabe en spektakulær åbningsceremoni torsdag 12. december under overværelse af Kronprinsesse Mary.
EM-projektleder, Jakob Staun, er ikke meget for at løfte sløret til alle hemmelighederne, men fortæller alligevel om åbnings-showet:
- Vi arbejder benhårdt på at få sammensat en spektakulær åbning, hvor der vil være et lyd/lys-show med en tidligere Cirque de Soleil-artist. Der vil også være et vokalband tilstede, som optræder under åbningen.
Også i området omkring selve arenaen med svømme-bassin og publikumspladser er der mulighed for at blive både klogere og at blive underholdt i Fanzonen.
Blandt andet kan du tage en tur gennem Svømningens Hall of Fame, hvor 12 af de største danske svømmere gennem tiderne er portrætteret.
Svømmedragtens historie bliver også fortalt i en udstilling, der fortæller om udviklingen fra uldne sager med lange ben, til de noget mere kropsnære og minimalistiske dragter, der bliver brugt i dag. Samtidig kan man få et indblik i nogle af de historiske, kulturelle og holdningsmæssige faktorer, der har præget svømmedragtens udvikling.
Connie Væver er underviser på designuddannelsen TEKO i Herning med speciale i lingeri. I anledning af at EM i Svømning skal afvikles i byen, har hun været i arkiverne og har skabt en udstilling, der fortæller svømmedragtens historie. Udstillingen er en del af de mange oplevelser, der ud over fire dage med topsvømning, også venter publikum til EM 12.-15. december i Jyske Bank BOXEN. Foto: Søren Villensteen Haulund, Herning Kommune.
Og for dem, der undrer sig over, hvordan multiarenaen er blevet til en velfungerende EM-svømmearena, vil der være mulighed for at studere modeller, tegninger og eksempler på, hvordan konstruktionen ser ud inde bagved.
Hvis du trænger til selv at brænde lidt krudt af mellem de forskellige konkurrence-heat, er det også muligt i Fanzonen, hvor du blandt andet kan spille Xbox-svømning mod dine venner eller få malet dannebrogsflag på kinderne.
- Vi vil gerne have, at EM i Herning bliver mere end bare en sportslig oplevelse. Folk skal komme og føle, at de har fået en helhedsoplevelse ud af det, siger projektleder Jakob Staun.
Billetsalget til EM i svømning er i fuld gang. Der er stadig billetter at få til alle afsnit, dog ikke flere dagsbilletter, hvor man både kan overvære indledende og finaler.
Til finaleafsnittene fredag og lørdag er der kun omkring 1000 billetter tilbage til hvert afsnit. Torsdag og søndag er der bedre mulighed for at få fingre i billetterne til én af de største sportsbegivenheder på dansk grund.
Køb din billet til EM i Herning her: http://www.billetnet.dk/feature/swimming/?l=da-dk
FAKTA om EM:
· Fire dage med tryk på i perioden 12. – 15. december.
· Live-transmissioner til 13 lande.
· 42 nationer stiller til start.
· 350 frivillige løfter begivenheden.
· 180 medier (journalister og fotografer) er akkrediteret til mesterskaberne.
Europamesterskaberne på kortbane arrangeres i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Herning Kommune, Herning Svømmeklub og Sport Event Denmark.