Når EM kortbane-mesterskaberne i svømning begynder torsdag, den 12. december, vil Jyske Bank BOXEN ikke blot blive fyldt med stjernestøv fra Europas stærkeste svømmere, men ligeledes blive tilført royalt glans i form af besøg af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.
Som protektor for Dansk Svømmeunion har Kronprinsesse Mary takket ja til at besøge Herning og Jyske Bank BOXEN i forbindelse med de historiske internationale mesterskaber, som har trukket et rekordstort antal deltagerlande til Danmark.
Således er mesterskabernes første rekord allerede sat længe før starten lyder til konkurrencerne i de, til anledningen, opbyggede bassiner i Jyske Bank BOXEN.
Hertil kommer endnu en rekord i form af de 29 danske svømmere, som er udtaget til mesterskaberne, og som således kommer til at udgøre det hidtil største danske landshold til et internationalt mesterskab.
Alt er ved at være kørt i stilling til de begivenhedsrige fire konkurrencedage i Jyske Bank BOXEN, hvor torsdagens finaleafsnit vil åbne med et spektakulært åbningsshow, som vil blive overværet af Kronprinsessen.
Hos Dansk Svømmeunion er det en glæde at unionens protektor har mulighed for at besøge Herning, når Europamesterskaberne løber af stabelen: - Det er altid en stor glæde for os, når vores protektor takker ja til et arrangement. Jeg vil dog sige, at lige præcis dette helt unikke arrangement, som har fået ikke blot SvømmeDanmarks bevågenhed, men har fået alle Europas svømmenationer til at flytte blikket mod Danmark, udgør et højdepunkt for os, som vi er særligt stolte over, at Kronprinsessen har takket ja til at overvære, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.
Det royale besøg finder sted torsdag, den 12. december i forbindelse med den officielle åbning af Europamesterskaberne på kortbane, som begynder klokken 16.00. Kronprinsessen vil overvære flere af svømmekonkurrencerne torsdag aften.
Det er fortsat muligt for interesserede at købe billetter til mesterskaberne. Disse købes på www.billetnet.dk
Læs meget mere om mesterskaberne på: www.herning2013.com
Fakta om EM:
EM forløber over fire dage i perioden 12. – 15. december.
Der er for øjeblikket forhåndstilmeldt 673 svømmere fra 42 nationer. Den 2. december er der endelig tilmelding og dermed kender man først dér det præcise antal svømmere til mesterskaberne.
Danmarks hold er udtaget og består af i alt 29 svømmere.
Der er store chancer for danske medaljer under EM.
Det bliver første gang, at Jyske Bank BOXEN forvandles til en svømme-arena med to opbyggede bassiner.
EM i svømning arrangeres af Dansk Svømmeunion i samarbejde med Herning Kommune og Sport Event Denmark.