0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Energi Danmark bliver hovedsponsor for EM i svømning

30-10-2013


Når det går løs med Europamesterskaberne på kortbane i Jyske Bank BOXEN til december, vil Energi Danmark optræde som hovedsponsor på den store og historiske begivenhed. Således har Energi Danmark købt et af de i alt fire eksklusive hovedsponsorater, som arrangørerne bag mesterskaberne (Herning Kommune, Sport Event Denmark og Dansk Svømmeunion) har sat til salg.

Som hovedsponsor får Energi Danmark optimal eksponering omkring konkurrencebassinet. Samtidig bliver Energi Danmark også synliggjort i selve bassinet, når de danske svømmere kæmper afsted i form af et logo påtrykt det danske landsholds badehætter.

- Muligheden for eksponering på badehætterne er et meget stort plus set med vores øjne. Foruden en unik reklameposition har vi en mulighed for at identificere os med elitesvømmernes værdier i form af eksempelvis dygtiggørelse, teamarbejde, omhyggelighed og høje standarder. Alle sammen værdier vi i Energi Danmark skal leve op til hver dag, udtaler administrerende direktør, Jørgen Holm Westergaard.

De grundlæggende motiver for sponsoratet i Energi Danmark er ganske velovervejede.
- Vi kan konstatere, at der en stor interesse for EM i Herning til december. TV2 dækker hele EM, og det sikrer os en både aktuel og bred eksponering af Energi Danmark. Hertil kommer flotte VIP faciliteter, som vi kan bruge til vores forretningsforbindelser, lyder det fra Jørgen Holm Westergaard.

I Dansk Svømmeunion vækker det stor glæde, at Energi Danmark har ønsket at indgå et samarbejde omkring de forestående mesterskaber. Her udtaler direktør, Pia Holmen:
- At en så anerkendt virksomhed som Energi Danmark tegner et af fire hovedsponsorater til vores kommende Europamesterskaber i svømning er noget, vi er både glade for og stolte over. At indgå et samarbejde med Energi Danmark er lidt som at blive tilført et kvalitetsstempel af vores sponsorarbejde såvel som en anerkendelse af begivenhedens størrelse i Danmark. Vi glæder os rigtig meget til at løfte hovedsponsoratet til det kommende EM sammen med Energi Danmark.

Netop den danske elite spås en plads blandt de allerbedste til det kommende EM. Med rette kan man have store forventninger til topsvømmere som Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen Gray, Mads Glæsner og Mie Ø. Nielsen. Flere af disse svømmere har vist fine takter og vundet medaljer samt sat Verdens- og Europarekorder ved internationale stævner i år.

Årets helt store mål for de danske svømmere er det kommende EM i Herning til december, hvor de for første gang i historien får lov til at stille op ved et internationalt seniormesterskab på hjemmebane.
 

For yderligere information:
Dansk Svømmeunion: Pia Holmen, direktør, mobil: 2920 6161, e-mail: ph@svoem.dk
Energi Danmark: Jørgen Holm Westergaard, administrerende direktør, telefon: 8742 6262, e-mail: jhw@energidanmark.dk

Læs mere om Energi Danmark på hjemmesiden: www.energidanmark.dk
Læs mere om EM og køb din billet på eventens hjemmeside: www.herning2013.com

Fakta om EM - 12.-15. december i Jyske Bank BOXEN
Op mod 600 af Europas allerbedste svømmere forventes at deltage ved mesterskaberne i Herning.
Lotte Friis, Jeanette Ottesen Gray, Rikke Møller Pedersen, Mads Glæsner, Mie Ø. Nielsen og op mod 20 – 25 andre danske svømmere forventes at blive udtaget til kortbane-mesterskaberne.

Jyske Bank BOXEN bliver fyldt med vand: to midlertidige bassiner bliver opbygget i Jyske Bank BOXEN. Et bassin til konkurrencerne og ét opvarmnings-/afsvømningsbassin.
16.000 tilskuere i alt forventes at følge finaleafsnittene i BOXEN over de fire konkurrencedage.


 






Cookieindstillinger