Vi er nu nået til fredagens konkurrencer ved EM for juniorer i den polske by, Poznan. Her havde vi i aftenens afsnit to drenge med i finalen i 100 m fri. For Herlev-svømmeren Magnus Westermann blev det til en sjetteplads i tiden 50,42, mens det for Morten Bak Hansen, A6/JGI, blev til syvendeplads i tiden 50,84. En meget tæt finale, hvor de to hurtigste svømmere imidlertid var aldeles urørlige for konkurrenterne.
Således gik guldet til den russiske svømmer, Evgeny Sedov, i tiden 49,23, mens sølvet gik til Kyle Stolk, Holland, i tiden 49,94. Bronzemedaljen blev kæmpet hjem af Sebastian Szczepanski, Polen, i tiden 50,22.
Emilie Beckmann, Tune I.F./GTI, svømmede sig i indledende 100 m butterfly ind på en samlet 18. plads i tiden 1.03,25 og var dermed videre til aftenens semifinale på distancen. I semifinalen blev det til en personlig rekordtid for danskeren i 1.02,52, hvilket resulterede i en samlet plads som nummer 16.
Og endelig skal også nævnes Megan Forslund Hansen, der i indledende 200 m fri blev noteret for tiden 2.08,54, hvilket resulterede i en samlet placering som nummer 21 – og dermed første-reserve til aftenens semifinale på distancen. Da der kom et afbud efterfølgende var danskeren sikret en plads i aftenens semifinale. Her blev det til en 19. plads for svømmeren fra Triton Ballerup i tiden 2.08,20.
Se alle dagens resultater på: http://ejc2013poznan.eu/_swimm/live/index.html
I morgen, lørdag, fortsætter EJM med indledende afsnit klokken 09.00.
For yderligere information henvises til talentudvikler, Michael Hinge, der kan kontaktes på mobil: 2049 5706.