I torsdagens indledende afsnit af VM på kortbane svømmede Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC, sig sikkert videre til semifinalen i 50 m butterfly i tiden 26,02. Jeanette slutter her på en samlet fjerdeplads. Semifinalen svømmes senere torsdag.
For Chris Christensen var der indledende 400 m individuel medley på programmet torsdag morgen. Her blev det til en samlet syvendeplads for svømmeren fra Holstebro Svømme Club i tiden 4.08,38. Dermed har vi Chris med i finalen på denne distance – ligeledes i torsdagens finaleafsnit.
Se alle resultater på www.omegatiming.com
Foruden Jeanette Ottesen og Chris Christensen kan vi også i torsdagens finaleafsnit glæde os til at følge Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC, i 50 m brystsvømning finalen. Og vi har Mie Ø. Nielsen, Aalborg, med i finalen i 100 m rygsvømning. Endelig har vi også Lotte Friis, Sigma Swim Allerød/Nice, med, når finalen i 800 m fri er på programmet som torsdagens næstsidste løb.
Der er således lagt op til en virkelig spændende svømmeaften, som begynder klokken 18.00 dansk tid.
Under VM på kortbane bedes al pressekontakt til holdet rettet til sportschef Mikkel von Seelen på mobil: 2920 6160.