I onsdagens finaleafsnit ved VM på kortbane i Istanbul svømmede unge Mie Ø. Nielsen en helt forrygende semifinale i 100 m rygsvømning i nordisk rekordtid: 57,15. Således forbedrer Aalborg-svømmeren her sin egen nordiske rekord på distancen – sat ved DM på kortbane tidligere på måneden - med lige præcis 1/100 sekunder. Den stærke tid rakte samtidig til en flot samlet førsteplads i aftenens semifinaler og der er således lagt op til en virkelig spændende finale på distancen i morgen, torsdag.
I damernes semifinale i 50 m brystsvømning blev det til en delt femteplads for Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC, sammen med den australske svømmer, Sarah Katsoulis, i tiden 39,19. Rikke er her blot 1/100 sekunder fra sin danske rekord, som blev sat tilbage i 2009.
Med en delt femteplads er danskeren nu klar til finalen på denne distance torsdag aften.
I damernes 4 x 200 fri holdkap-finale lykkedes det endnu engang for de danske svømmere at sætte dansk rekord. Således forbedrede holdet her rekordpræstationen fra indledende afsnit med yderligere 4,29 sekunder i den nu nye danske rekordtid: 7.47,04. Tiden rakte til en samlet syvendeplads i aftenens finale.
Holdet bestod af:
Lotte Friis, Sigma Swim Allerød/Nice: 1.55,93.
Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/Nice: 1.56,81.
Katrine Holm Sørensen, Esbjerg Svømmeklub/NTC: 2.00,57.
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 1.53,73.
Guldet gik her til USA i tiden 7.39,25.
Sølv til Ruslang i 7.42,77.
Bronze til Kina i tiden 7.43,26.
I morgen, torsdag, begynder indledende afsnit klokken 09.00 dansk tid. Her kan vi blandt andet glæde os til at skulle følge Jeanette Ottesen i indledende 50 m butterfly. I morgen aften har vi endvidere Lotte Friis med i finalen på 800 m fri.
Således en absolut spændende konkurrencedag i vente, set med danske øjne.
Se alle resultater på: www.omegatiming.com
Under VM på kortbane bedes al pressekontakt til holdet rettet til sportschef Mikkel von Seelen på mobil: 2920 6160.