Mie Ø. Nielsen fortsatte lørdag de aldeles imponerende takter fra fredagens konkurrencer ved EJM i Antwerpen ved, i 200 m fri finalen, at svømme en bronzemedalje hjem i tiden 1.59,91. Et flot og meget veldisponeret løb af den unge aalborgenser, som her sætter dansk juniorrekord med 41/100 sekunder.
Guldet går her til den russiske svømmer, Mariya Baklakova, i tiden 1.58,59.
Sølv til Diletta Carli, Italien, i tiden 1.59,75.
Også for Christina Munkholm blev lørdagen til én af de konkurrencedage, som sent skal blive glemt for den unge svømmer. Således lykkedes det for danskeren i finalen i 100 m butterfly at kæmpe en bronzemedalje hjem i ny dansk juniorrekordtid - 1.00,24. En stærk præstation af Køge-svømmeren i en meget tæt finale, hvor danskeren formår at udvise køligt overblik og således kun overgåes af den russiske svømmer, Svetlana Chimrova, der vinder guld i 59,07 og Liliana Szilagyi, Ungarn, der vinder sølv i 59,91.
I lørdagens 4 x 100 holdmedley for piger kom Danmark flot fra start i indledende afsnit ved at slutte som hurtigste hold i tiden 4.11,27, hvilket samtidig var en tangering af den danske juniorrekord fra 2011. Dermed var der lagt op til en virkelig spændende finale i denne holdkap lørdag aften – og det i en holdkap-disciplin, hvor Danmark sidste år vandt bronze.
Desværre lykkedes det ikke for de fire piger at hamle op med de helt store og virkelig stærke svømmenationer på dagen, trods en flot dansk samlet holdpræstation. Således måtte danskerne i en tæt finale nøjes med en rigtig ærgerlig fjerdeplads, om end det var i en flot ny dansk juniorrekordtid – 4.09,73. Således formåede pigerne at forbedre sidste års juniorrekord på distancen med 1,54 sekunder.
De fire pigers tider:
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 1.00,69.
Cecilie Holten, Triton Ballerup: 1.11,64.
Christina Munkholm, Køge Svømmeklub: 1.00,43.
Julie Levisen, SMUT Terndrup: 56,97.
Guldet blev svømmet hjem af Rusland i tiden 4.07,61.
Sølv til England i 4.08,40 og bronze til Tyskland i 4.08,80.
Mie Ø. Nielsen kæmpede sig lørdag i stærk og overbevisende stil frem til en plads i søndagens finale på 100 m rygsvømning. Det gjorde hun ved først at klare indledende 100 m ryg i hurtigste tid - 1.02,70. I semifinalen lørdag aften sluttede danskeren atter som hurtigste svømmer, denne gang i tiden 1.02,05. Dermed er der i den grad lagt op til en spændende finale søndag på denne distance, hvor den unge aalborgenser er forsvarende mester.
I indledende 200 m fri for drenge sluttede Daniel Steen Andersen som nummer 10 i tiden 1.52,48 og dermed var danskeren med videre til semifinalen på distancen lørdag aften. I semifinalen blev tempoet sat i vejret og den unge dansker sluttede som samlet nummer fire i tiden 1.50,86. En klassepræstation af den unge Horsens-svømmer, som vi nu kan glæde os til at skulle følge i finalen søndag aften.
I drengenes 800 m fri lørdag formåede Anton Ørskov Ipsen, SIGMA SWIM Birkerød, at slette Mads Glæsners seks år gamle danske juniorrekord på distancen i den flotte tid 8.09,67. Dermed er den danske juniorrekordtid på denne distance nu forbedret med 1,07 sekunder. En virkelig flot præstation af unge Anton Ørskov Ipsen.
Julie Levisen udviste imponerende styrke i lørdagens 50 m fri for piger. Her indledte den unge svømmer fra SMUT Terndrup med at blive samlet nummer fem i tiden 26,31. I semifinalen lørdag aften blev tempoet skruet op, og Julie blev noteret for tiden 26,16, hvilket her resulterede i en flot samlet sjetteplads. Dermed var også en plads i aftenens finale hjemme. Og endelig i finalen sluttede danskeren som nummer syv i tiden 26.12.
Dermed leverede Julie tre personlige rekordtider på stribe på denne distance lørdag.
En imponerende præstation af den unge og, i international konkurrencesammenhæng, uerfarne svømmer, som dag efter dag ved disse mesterskaber går til konkurrencerne med en ro og et overblik, som havde det været et hjemligt stævne.
I lørdagens indledende 200 m individuel medley for piger blev det til en samlet niendeplads – og dermed en semifinaleplads – for Julie Aglund Lauridsen i tiden 2.20,01.
I semifinalen sluttede danskeren fra SIGMA SWIM Allerød som nummer 10 i tiden 2.19,63.
I pigernes indledende 100 m brystsvømning blev det til en 12. plads for Cecilie Holten, Triton Ballerup, i tiden 1.12,22 mens det for Anna Wermuth, OSK/STO, blev til en 15. plads i 1.12,53. Dermed var begge piger sikret en plads i aftenens semifinale på denne distance. Cecilie stillede imidlertid ikke op i dette løb, idet man valgte at trække hende af hensyn til holdkappen senere i samme afsnit.
For Anna Wermuth blev det i semifinalen til en samlet placering som nummer 14 i den personlige rekordtid 1.12,49.
Se alle dagens resultater på:
www.europeanjuniors2012.be/070Results/results.php
EJM har nu én konkurrencedag tilbage i Belgien. Således fortsætter mesterskaberne i morgen, søndag, med indledende afsnit klokken 09.00.
For yderligere information henvises til talentudvikler, Michael Hinge, der kan kontaktes på mobil: 2049 5706.