Dansk Svømmeunion modtog torsdag aften, den 21. juni besked fra det internationale svømmeforbund, FINA, om at Mathias Gydesen nu er endeligt udtaget til OL. Mathias har således fået lov til at stille til start ved OL i 100 m rygcrawl.
Mathias har siden midten af maj forberedt sig sammen med de ni øvrige danske OL-svømmere på to højdetræningslejre i USA, og er lige nu i Danmark for en kort bemærkning inden afrejse til den afsluttende OL-træningslejr i Kroatien den 27. juni.
Mathias udtaler selv om den gode nyhed: - Jeg er selvfølgelig lettet over, at den endelige afgørelse er i hus, selvom jeg så det som en statistisk bagatel. Dog var og er jeg stadig glad for at Dansk Svømmeunion og Danmark Idræts-Forbund viste mig tiltroen allerede i april. Derfor har jeg nu de bedste muligheder for at præstere til OL.
Mathias udtaler videre: - Jeg vidste hele tiden at invitationen ville komme, men det er alligevel rart at have det på papir. Nu er der kun tilbage at svømme hurtigt i London.
Det samlede danske OL-hold ser nu officielt således ud:
Svømmere
Lotte Friis, Herlev/NTC
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC
Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC
Pernille Blume, SIGMA SWIM Birkerød/NTC
Mie Østergaard Nielsen, Aalborg
Mads Glæsner, VI39/NTC
Mathias Gydesen, SIGMA SWIM Allerød
Daniel Skaaning, Swim Team Taastrup/VAT CPH
Anders Lie, Farum/NTC
Pál Joensen, Færøerne
Trænere
Paulus Wildeboer, landstræner
Bas Jan Stam, assisterende landstræner
Jon Bjarnason, Færøerne, holdtræner