Der var under eftermiddagens finaler i den tyske hovedstad Berlin dansk deltagelse i fem finaler. Formiddagens indledende bød på flere gode danske præstationer, der dog ikke alle rakte til finalekvalifikation. Alle danske resultater kan ses på www.omegatiming.com.
Men aftenens finaler gik således:
Lotte Friis, Herlev/NTC, var første svømmer i aktion i finaleafsnittet i 800 m fri. Lotte vinder guld på favoritdistancen i tiden 8.16.99.
Pernille Blume, Birkerød/SIGMA/NTC, svømmede i indledende heat en flot personlig rekord i 200 m fri. En tid der var så god, at den rakte til en finaleplads. Pernille gentager stort set præstationen i finalen og slutter som nr. 8 i tiden 1.57.51. Igen ny personlig rekord.
Rikke Møller Pedersen, Frem/NTC, var kvalificeret til finalen som nr. 1. En placering hun næsten kunne holde i finalen. Rikke slutter som nr. 2 kun 4/100 sekund fra guldet. Tiden blev 1.05.64.
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC, blev nr. 3 i 100 m fly i tiden 0.57.30. Jeanette kvalificerede sig også til finalen i 50 m fri, men hun valgte i samråd med landstræner Paulus Wildeboer at trække sig efter afslutningen af de indledende heats.
En af dagens danske positive overraskelser, Frans Johannessen, West Swim Esbjerg/ESE, formåede i indledende at svømme sig både i 400 m fri finalen, sætte personlig rekord, og kvalificere sig til EM på kortbane. I finalen svømmer Frans 3.47.84 og slutter som sammenlagt nr. 8.
Opsummerende en tilfredsstillende start på World Cup stævnet i Berlin. Specielt eftersom størstedelen af holdet ankom direkte til Berlin fra en fire uger lang højdetræningslejr i USA.
For kontakt til holdet i Berlin kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.