0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EJM svømning fredag: Guldmedalje til danske Mie Østergaard Nielsen i 50 m rygsvømning – samtidig slettes Louise Ørnstedts 11 år gamle juniorrekord

08-07-2011


Den blot 14-årige svømmer fra Aalborg, Mie Østergaard Nielsen, formåede i fredagens finaleafsnit af Europa Mesterskaberne i svømning for juniorer at vinde guld i finalen i 50 m rygsvømning i den stærke danske juniorrekordtid 28,81.

En flot præstation af Mie, som lagde ud i indledende afsnit med at svømme sig til semifinalen på distancen i tiden 29,78 og en samlet femteplads.
I semifinalen lykkedes det så for Aalborg-svømmeren at få has på Louise Ørnsteds 11 år gamle juniorrekord på distancen i tiden 28,82. Mie forbedrer her Louises gamle juniorrekordtid med ikke mindre end 55/100 sekunder og slutter på en samlet andenplads. Dermed var der lagt op til en meget spændende finale, hvor det så altså skulle lykkes for den danske juniorsvømmer at svømme sig helt til tops i endnu en juniorrekordtid – 28,81.

Tillykke til Danmark og til danske Mie Østergaard Nielsen med guldet.
Mie er nu blot 18/100 sekunder fra Louise Ørnstedts danske seniorrekord, som har været gældende siden 2003.   


Arkivfoto: Mie med torsdagens sølvmedalje i 100 m fri.
Fredag aften blev det så til en medalje af guld i 50 m
rygsvømning. 

Sølvmedaljen gik i fredagens finale til den engelske svømmer, Lauren Quigley, i tiden 28,93. Bronze til den polske svømmer, Katarzyna Gorniak, i tiden 29,23.

I drengenes indledende 4 x 200 m fri holdkap blev det til en samlet sjetteplads til Danmark i tiden 7.32,31, der dermed var videre til aftenens finale.
I finalen formåede det danske hold at forbedre morgenens tid radikalt og blev således her noteret for den nye danske juniorrekordtid: 7.25,34. Den tidligere danske juniorrekord fra 2009 bliver her forbedret med 1,41 sekunder. En meget flot rekord-præstation taget i betragtning, at rekorden tilbage i 2009, dengang blev opnået med de i dag forbudte dragter.  
Blandt svømmerne i holdkappen skal her nævnes Søren Dahl, VAT, der formår at præstere nogle flotte personlige rekordtider som første-svømmer i både indledende afsnit (tid: 1.51,94) og dernæst i finalen i tiden 1.51,83. 

De fire svømmeres tider i finalen:
Søren Dahl, VAT: 1.51,83.
Viktor Bromer, AGF/NTC: 1.52,61.
Daniel Skaaning, VAT/STT: 1.49,60.
Andreas Schiellerup, Birkerød/Sigma: 1.51,30.

Trods en flot tid af det danske hold i finalen bliver det desværre ikke til nogen plads på medaljeskamlen, men derimod til en ærgerlig fjerdeplads – så tæt på, og så alligevel ikke.  
Guldmedaljen går her til England i tiden 7.23,36.
Sølv til Rusland i tiden 7.23,77.
Bronze til Polen i tiden 7.24,07.

Oven på en flot semifinale i 100 m fri torsdag aften i femtehurtigste tid, hvilket samtidig var ny dansk juniorrekord, stod danske Daniel Skaaning klar da starten lød til finalen fredag aften.
Her blev det til en samlet sjetteplads for svømmeren fra VAT/STT i tiden 50,60.
Guldet blev i denne finale svømmet hjem af den serbiske svømmer, Velimir Stjepanovic, i tiden 49,56. Sølv til Hvideruslands Arseni Kukharau i tiden 49,83 og endelig bronze til Uvis Kalnins, Letland, i tiden 50,18.

I indledende 100 m butterfly fredag morgen blev Christina Munkholm noteret for tiden 1.02,43, hvilket rakte til en samlet 13. plads – og dermed en plads i aftenens semifinale.
I semifinalen blev det til en samlet niendeplads for svømmeren fra Køge i den personlige rekordtid: 1.01,80.

Se alle dagens resultater på: http://www.belgrade2011.rs/

Følg også finaleafsnittene hver dag via live-broadcast: http://www.belgrade2011.rs/index.php?option=com_content&view=article&id=90&Itemid=178

Europa Mesterskaberne i svømning for juniorer fortsætter i morgen, lørdag, med indledende afsnit klokken 09.00.

For yderligere information og kontakt til svømmerne kan Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, kontaktes på mobil: 2049 5706.      


 






Cookieindstillinger