0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Årets største synkrostævne i Odense Universitets Svømmehal den kommende weekend

19-01-2011


Når OSLF (Odense Svømme og LivredningsForening) i samarbejde med Dansk Svømmeunion byder velkommen til årets udgave af ABCDE-turneringen i Odense Universitets Svømmehal, åbnes dørene samtidig til det største synkrostævne i 2011 på dansk grund. Således har ikke færre end 81 synkrosvømmere tilmeldt sig stævnet.

Inddeling af synkrosvømmere ud fra niveau
ABCDE-turneringen er et niveaustævne, hvor den enkelte synkrosvømmer stiller op indenfor sit eget niveau. Inddelingen er således ikke alders-betinget.
D-rækken er for begyndere, som endnu ikke har opnået 45 point. C-rækkens deltagere har opnået mellem 45 – 49,9 point. B-rækkens deltagere har opnået mellem 50 – 54,9 point og endelig er der A-rækken, som består af synkrosvømmere, som har opnået mellem 55 – 64,9 point. E-rækken er kun for synkrosvømmere, som har opnået 65 point eller derover. I Danmark er der kun ganske få synkrosvømmere, der har nået dette niveau.

Sværest at spå om resultaterne i D- og C-rækken
Konkurrencen er størst på de laveste niveauer med ikke mindre end 20 - 25 synkrosvømmere i hver af rækkerne D, C og B med tilsvarende mange soloer og duetter. Hvem der er favoritter her, er svært at spå om, da der typisk på disse niveauer kan ske store fremskridt blandt pigerne inden for relativ kort tid. I B-rækken deltager sidste års vinder, Iben Graakjær fra OSLF i solo. Her ligger der således nogle forventninger på forhånd. B-rækkens duetter vil også komme til at udgøre en meget åben konkurrence. Her deltager i alt seks duetter, som alle har leveret meget flotte præstationer ved de seneste konkurrencer.
I A-rækken, som er tæt pakket med junior- og seniorlandsholdssvømmere, vil solo-konkurrencen stå mellem Julie Pedersen (Thisted), Kathrine Sørensen (Silkeborg) og Sofie Brink Magnussen (OSLF). I duet-konkurrencen vil Hobro-duetten med Ann Lorentsen og Kristine Kold, kæmpe hårdt for at slå sidste års vindere fra OSLF bestående af Sofie Brink Magnussen og Tine Graakjær.
I E-rækken, som man skal deltage i, hvis man har opnået 65 point eller derover (=guldnål), og som kun ganske få aktive svømmere har i Danmark, er der ingen konkurrence som sådan, idet der kun stiller én solo og én duet op. Det bliver dog alligevel en flot oplevelse at se disse, Danmarks dygtigste synkrosvømmere, fremvise noget af det bedste synkrosvømning på dansk grund. I solo er det den danske juniormester, Mia Heide (Kalundborg), som stiller op. I duet er det en ny GI40Hermes-konstellation med rutinerede Ann-Marie Malby Schoos og amerikanske Leah Stavenhagen, der har svømmet for GI40Hermes i godt to år.

Program
Lørdag, den 22. januar
Klokken 14.00: Figurer D- og B-rækken
Klokken 16.15: Teknisk solo
Klokken 16.30: Figurer C-rækken
Klokken 18.00: A-rækken
Klokken 19.30: Teknisk duet
Klokken 19.45: Fri solo C-, B-, A- og E-rækken

Søndag, den 23. januar
Klokken 08.00: Kombineret hold
Klokken 08.20: Fri duet/trio D-, C-, B- og A-rækken
Klokken 10.30: Hold D-, C- og A-rækken
Klokken 11.15: Indmarch og medaljeoverrækkelse

Deltagerliste

For yderligere information kan Lene Brink Magnussen, synkrosektionen, kontaktes på mobil: 2858 1156.

ABCDE-turneringen afholdes i Odense Universitets Svømmehal, Campusvej 55, 5230 Odense M. Der er fri entré.


 






Cookieindstillinger