0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dobbelt dansk EM-avancement og tre personlige rekorder

14-08-2026

Resultater fra fredagens heats til EM Langbane.

Af: Klaus Bach Christensen

Landsholdet skulle fredag formiddag forsøge at følge op på gårsdagens tre danske semifinaler til europamesterskaberne på langbane i Paris.

 

 

Og det lykkedes EM-debutant Emma Brogaard Krogh fra AGF Svømning. I 100m rygsvømning satte hun hånden i væggen i tiden 1.01,16 – personlig rekord med 0,47 sekund og videre til karrierens første individuelle EM-semifinale som nummer 15.

 

”Det er så dejligt, jeg er virkelig, virkelig glad. Først så jeg, at jeg slog en stor PR, og så skulle jeg lige vente og stå at se, om jeg kom videre. Det gjorde jeg, så det er dejligt,” siger AGF-svømmeren.

 

Også gårsdagens semifinalist Clara Rybak-Andersen fra Gentofte Svømmeklub avancerede fra de indledende heats i 200m medley til dagens semifinaler. Det gjorde hun som nummer 14 i tiden 2.15,02.

 

”Det er dejligt at få en chance mere. Jeg var virkelig træt her til morgen, og mine ben gjorde lidt ondt de sidste 75 meter, så jeg håber, jeg lige kan få restitueret lidt og blive klar til i aften,” siger Gentofte-svømmeren.

 

Se dagens finaler og semifinaler fra 18.30 live og gratis på Eurovision Sport.

Se alle EM-resultater her.

 

Personlige rekorder

EM-debutanterne fra Pro Swim Esbjerg Shawn Wolf og Ida Jacobsen leverede hver deres personlige rekord i henholdsvis 50m brystsvømning og 100m rygsvømning.

 

Shawn forbedrede sin bedste tid med 0,22 sekund til 27,58 sekunder og blev samlet nummer 26, mens Ida forbedrede sin bedste tid med 0,01 sekund til 1.04,33 og blev samlet nummer 37.

 

”Jeg må ikke klage, selvom jeg måske synes, jeg kunne have gjort nogle ting bedre. Men PR er PR, og det betyder, man har flyttet sig, så det kan jeg kun være glad for,” siger Shawn Wolf.

 

”Det var rigtig rart at svømme i dag, og jeg synes, der var lidt mere styr på hovedet. 100 meter er ikke der, mit største fokus ligger, så det var en rigtig god oplevelse at sætte personlig rekord. Hvis du havde spurgt mig for et år siden, havde jeg slet ikke turdet drømme om at stå her. Dengang vidste jeg ikke engang, om jeg kunne fortsætte med at svømme, så jeg er bare virkelig glad og tilfreds med, at jeg er her, og at det er gået så godt,” siger Ida Jacobsen.

 

Andre danske resultater fredag

  • Julie Kepp Jensen, A6, 23. plads i 50 frisvømning, 25,23 sekund (0,59 sekund fra PR)
  • Martine Damborg, KVIK Kastrup, 25. plads i 50m frisvømning, 25,37 (0,37 sekund fra PR)
  • Elias Marius Elsgaard, AGF Svømning, 39. plads i 50m brystsvømning, 27,90 (0,54 sekund fra PR)
  • Schastine Tabor, Hovedstadens Svømmeklub, 19. plads i 100m rygsvømning, 1.01,20 (0,32 sekund fra PR)
  • Lukas Peacock, Gladsaxe Svømmeklub, 29. plads i 200m butterfly, 2.01,42 (2,58 sekund)

 

“Jeg havde måske regnet med lidt mere, men jeg skal nok øve mig i at være helt klar fra morgenstunden, når man kun har én chance. Det har samtidig været rigtig fedt at være til EM. Der har været mange nye indtryk og muligheder for at prøve ting, jeg ikke har prøvet før. Det er helt klart noget, jeg gerne vil opleve igen,” siger Gladsaxe-svømmeren.


 






Cookieindstillinger