Mesterskaberne blev afholdt i Seinen midt i den franske hovedstad.
Af: Klaus Bach ChristensenMed udsigt til Eiffeltårnet har Annika Bornebusch og Frederik Brink Dalgaard fredag og lørdag konkurreret ved EM i high diving. Fra et specialbygget tårn på broen Pont de Bir-Hakeim er de med op imod 75 kilometer i timen sprunget ned i Seinen i konkurrencen mod Europas bedste high divere.
I de mildest talte imponerede rammer og foran en menneskefyldt promenade sprang den efterhånden rutinerede high diver, Annika Bornebusch fra Svømmeklubben FREM Odense, sig til en 8. plads med en pointscore på 161,65.
”Nogle gange går det bedre end andre gange. Jeg laver en lille men dyr fejl i mit nyeste spring og mangler erfaringen på springet til at sætte det godt i vandet, men det er en del af sporten. Til gengæld glæder jeg mig over ny personlig sværhedsgradsrekord for min springserie, som har været en stor målsætning for mig at opnå. Og så er jeg også stolt af endnu en gang at have repræsenteret dansk high diving og have konkurreret mod Europas sejeste kvinder – for 20 meter er bare altid skræmmende, uanset hvor mange gange man har sprunget fra den højde.”

Annika Bornebusch i aktion.
Foto: European Aquatics.
I den franske eftermiddagssol sprang landsholdskollega og EM-debutant Frederik Brink Dalgaard fra High Diving Denmark sig til en 13. plads med 187,80 point, og han glæder sig over sin europæiske debut.
”Det bliver ikke meget større, og det er en stor milepæl i min karriere at springe et EM. Det har jeg drømt om og trænet for i mange år. Desværre blev det aldrig min konkurrence – jeg har meget mere i mig, så det er selvfølgelig skuffende ikke at springe bedre på dagen og i går.”

Frederik Brink Dalgaard i aktion i Paris.
Foto: SvømDanmark.
Selvom begge EM-deltagere havde håbet at præstere på et højere niveau, godkender landstræner Mads Vinther Søndergaard den danske indsats.
”Under sværere betingelser præsterer Annika og Frederik begge på et tilfredsstillende niveau. Der vil altid være detaljer, som kan forbedres – det er der også i dag og i går, men samlet springer de, hvad man kan forvente i en konkurrence som denne, hvor dommerne ikke giver nemme point.”

Masser af stemning og opbakning til de to danske high divere.
Foto: SvømDanmark.
Europamester for kvinder blev ukrainske Nelli Chukanivska med 324,70 point, mens rumænske Catalin Preda kunne lade sig hylde som europamester med 411,60 point.
Danskere til EM i high diving 2026
Kort om EM i high diving
Europamesterskaberne i high diving afholdes fredag og lørdag den 7.-8. august ved Seinen i Paris. Kvinder og herrer springer hver fire spring, to spring fredag og to spring lørdag.
Mesterskabernes kan genses på Eurovision Sport, og resultater kan ses her.