REMA 1000 AquaCamp har sat rammerne for, at mere end 4750 børn i hele landet har fået vand-vittige ferieminder med fællesskab, foreningsliv og nye vandfærdigheder.
50 forskellige lokale svømmeklubber greb denne sommer muligheden for at holde REMA 1000 AquaCamp for både deres egne medlemmer og børn i lokalområdet. De har dermed været med til at sikre sjove og lærerige ferieoplevelser for tusindvis af børn, som med sikkerhed er vendt trætte hjem hver dag med mange dejlige sommerminder.
Børnene har fået oplevelser både i vand og på land, og de har blandt andet tilegnet sig nye kompetencer indenfor livredning og vandsikkerhed.
I år har temaet for sommerens REMA 1000 AquaCamps været ”Den Store AquaCamp-mission”, hvor børnene blev inviteret ind i et spionunivers med aktiviteter, der har fokus på fællesskab, samarbejde og udvikling af vandkompetencer.
”Når campen har et gennemgående tema, skaber det en rød tråd og gode rutiner for børnene. De ved, at dagene altid starter og afsluttes med højtlæsning af et brev, som sætter rammen for dagens program. Det skaber et rum for dialog og refleksion omkring venskab, fællesskab og de mange nye indtryk,” forklarer Nadia Skousen Holm, der er projektleder for REMA 1000 AquaCamp i SvømDanmark.
Fællesskab er et af de store nøgleord på REMA 1000 AquaCamp. Det er en del af konceptet, at klubberne arbejder målrettet med at lave øvelser på land og i vand, der styrker fællesskabet blandt campens børn. Nogle af børnene kender måske hinanden i forvejen fra svømmeklubben eller skolen, men det er langtfra alle.
Derfor giver det rigtig god mening for begge parter, at SvømDanmark i år har samarbejdet med Danmarks Idrætsforbund (DIF) om deres nye trivselsmodel, HUSK, som sætter fokus på børn og unges trivsel i foreningslivet. I årets instruktørmappe, der indeholder 90 forskellige aktiviteter, er der fx gjort brug af den forskning og viden, der ligger bag HUSK-modellen, i udviklingen af aktiviteterne.
”Samarbejdet med HUSK har givet et ekstra fokus på fællesskab og trivsel i de aktiviteter, som vi har udviklet i år. Det er utroligt vigtigt, fordi det inspirerer klubbernes dygtige instruktører til at tænke det ind i alle campens aktiviteter,” forklarer Nadia Skousen Holm.
Det er af afgørende betydning, at en række sponsorer vil og støtte op om REMA 1000 AquaCamp – det være sig i form af fx rabatter, produkter til børnene og økonomisk støtte.
Der skal lyde en stor tak for støtten til de virksomheder og organisationer, vi har samarbejdet med i år:
”Der skal også lyde en stor tak til alle jer ude i klubberne, fordi I bruger jeres sommer på at aktivere landets børn og unge på en sjov og lærerig måde! Og tak, fordi I er med til at udvikle REMA 1000 AquaCamp, så konceptet bliver endnu bedre,” siger Nadia Skousen Holm og tilføjer:
”Vi glæder os i SvømDanmark til at se endnu flere børn på REMA 1000 AquaCamp i efterårsferien.”
REMA 1000 AquaCamp er hovedsageligt målrettet børn i alderen 7-12 år. Deltagelse kræver ingen særlige forudsætninger, ligesom det heller ikke kræver medlemskab af en svømmeklub for at kunne deltage. Der er dermed også plads til, at børn, som endnu ikke har lært at svømme, kan være med.
En camp varer typisk tre til fem dage. Nogle af klubberne afviklede flere camps i løbet af sommeren og aktiverede dermed endnu flere glade børn. Alt i alt blev der afholdt 103 camps i løbet af sommeren fordelt på 50 klubber på tværs af Danmark.
En REMA 1000 AquaCamp afholdes typisk i sommerferien, men flere svømmeklubber holder også camps i efterårsferien, vinterferien og påskeferien. Find en camp nær dig på www.svoem.dk/aquacamp
For mere information om REMA 1000 AquaCamp kan pressekontakt Klaus Bach Christensen kontaktes på kbc@svoem.dk