0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Fra hyggebadning til EM-debut på få år

14-08-2026

For godt to år siden vendte Sean Wolf tilbage til svømningen efter en lang pause. Nu debuterer den danske mester ved EM i Paris, hvor han håber at fortsætte sin eksplosive udvikling.

Af: Klaus Bach Christensen

Det er kun få år siden, at Sean Wolf havde lagt konkurrencesporten bag sig. I dag står den 21-årige brystsvømmer fra Pro Swim Esbjerg på startskamlen ved EM i Paris.

 

Selv har han stadig svært ved helt at forstå, hvor hurtigt det er gået.

 

”Det er lidt absurd at tænke på. Danish Open var mit første nogensinde, og jeg havde allerede kvalificeret mig, inden jeg stod på skamlen,” fortæller Sean Wolf i Lyden af dansk svømmesport.

 

Ved de vestdanske mesterskaber i marts svømmede han for første gang under EM-kravet i 50 meter brystsvømning. Fire uger senere forbedrede han ved Danish Open sin personlige rekord til 27,80 sekunder og sikrede sig en plads på det danske EM-hold.

 

Shawn Wolf med knyttet næve efter EM-kvalifikation og personlig rekord til Danish Open.

Foto: SvømDanmark.

 

En usædvanlig vej til landsholdet

Wolf svømmede som barn, men stoppede omkring tiårsalderen. Derefter dyrkede han blandt andet atletik, amerikansk fodbold, crossfit og styrketræning, inden han uddannede sig til kok.

 

Først efter en bytur i slutningen af 2023 vendte han tilbage til bassinet. En udfordring fra nogle venner fik ham til at begynde på et mastershold i Esbjerg Svømmeklub.

 

Det, der startede som hyggesvømning, udviklede sig hurtigt til en elitesatsning.

 

”Jeg tænkte egentlig, at det var hyggeligt nok, og at jeg ville fortsætte med at hyggebade. Så er jeg heldig, at min svigerfar er Bo Jacobsen, og derfor har jeg ret tidligt fået nogle gode vaner ind i min træning,” siger EM-debutanten.

 

På få år er Wolf gået fra at svømme 50 meter brystsvømning på lidt over 32 sekunder til at være blandt de hurtigste danskere nogensinde på distancen. Udviklingen skyldes ifølge ham bedre teknik, målrettet styrketræning og et træningsmiljø, der passer til hans eksplosive kvaliteter.

 

Begynder at kunne mærke EM

Kort før EM vandt Wolf sin første danske mesterskabstitel i 50 meter brystsvømning. Han tangerede sin personlige rekord uden at være fuldt nedtrappet til stævnet.

 

Resultatet har givet ekstra tro på, at formen er på vej i den rigtige retning.

 

”Det har givet et godt boost til selvtilliden. Bundniveauet har flyttet sig en del både i 50 og 100 brystsvømning, så det giver lidt ro i maven.”

 

EM bliver Wolfs første internationale seniormesterskab, og debuten begynder efterhånden at føles virkelig.

 

”Det begynder at kilde lidt. Det er bare pissefedt.”

 

Shawn Wolf fejrer sejren og sin første DM-titel i 50m brystsvømning i Herning Svømmehal.

Foto: SvømDanmark.

 

Drømmer om en semifinale

Frem mod mesterskabet har Wolf især arbejdet med de første 15 meter og afslutningen ind mod væggen. Analyser viser, at han allerede kan matche internationalt niveau på dele af selve svømningen, men fortsat har tid at hente fx i starten.

 

Målet i Paris er først og fremmest at sætte personlig rekord. Samtidig tør han drømme om at avancere fra de indledende heats.

 

”Vi har leget lidt med drømmen om en semifinale. Vi tror ikke, den er helt urealistisk, men det kræver selvfølgelig, at det hele rammer.”

 

Uanset resultatet bliver EM endnu et stort skridt i en karriere, der foreløbig har udviklet sig langt hurtigere, end Wolf selv havde forestillet sig.

 

”Det er gået ret stærkt. Jeg har været god til at sætte små mål uden at have de helt store drømme. Jeg tager det dag for dag og skridt for skridt.”

 

Sean Wolf deler hemmeligheden

I Lyden af dansk svømmesport fortæller Sean Wolf hele historien om vejen fra kokkeuddannelse og hyggesvømning til DM-guld og EM-debut.

 

Lyt til podcasten her – eller der, hvor du plejer at lytte til dine podcasts. Som optakt til dagens EM-heats i netop 50m brystsvømning, hvor dansk svømmesport foruden Shawn Wolf fra Pro Swim Esbjerg er repræsenteret med Jonas Gaur fra AGF Svømning og Elias Marius Elsgaard også fra AGF Svømning.


 






Cookieindstillinger