0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Gentofte-profiler holder fast i klubtilknytningen på rejsen mod OL

16-07-2026

Fra den nye sæson flytter Rybak-Andersen og Sabroe Ebbesen deres daglige træning til NTC, hvor de fortsætter med at repræsentere barndomsklubben.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Med OL-deltagelse og internationale medaljer under svømmedragterne har Clara Rybak-Andersen og Elisabeth Sabroe Ebbesen gennem en årrække været tydelige og markante profiler – ikke bare i Gentofte Svømmeklub – men i dansk svømmesport.

 

I Kildeskovshallen har de udviklet sig fra børnesvømmere til internationale svømmere, og hver især har de været en central del af og bidraget til klubbens stærke træningsmiljø.

 

Det ændrer sig en smule fra den nye sæson, hvor de to landsholdssvømmere flytter deres daglige træning til SvømDanmark og Team Danmarks Nationale Træningscenter (NTC) på Bellahøj Svømmestadion.

 

Klubtilknytningen ændrer sig dog ikke, og det har været vigtigt for dem begge, at de fortsat kan repræsentere Gentofte Svømmeklub nationalt og internationalt.

 

”Det betyder rigtig meget. Jeg er glad for, at jeg ikke skal skifte klub, for Gentofte har støttet og troet på mig i så mange år. Det vejer tungt, at jeg stadig kan bære en del af klubben med mig og give noget tilbage,” siger Elisabeth Sabroe Ebbesen.

 

For Clara Rybak-Andersen har det også været afgørende, at hun kan holde fast i sin barndomsklub.

 

”Det ville have været underligt at skifte klub, for Gentofte betyder virkelig meget for mig. Derfor er jeg rigtig glad for, at NTC og klubberne samarbejder så godt, og at Gentofte bakker op om min beslutning. Det gør det hele meget nemmere og meget tryggere,” siger Clara Rybak-Andersen.

 

Fra venstre: Elisabeth Sabroe Ebbesen, Clara Rybak-Andersen og Kasper Linddal, DM Herning 2026.

Foto: SvømDanmark

 

Et naturligt tidspunkt – men individuelle årsager bag beslutninger

En større renovation af Kildeskovshallen, hvor Gentofte Svømmeklub holder til, er påbegyndt. Det gør det sværere for klubbens svømmere at træne kontinuerligt på langbane, hvilket ikke er ideelt med blot to år til OL i Los Angeles.

 

Alligevel er det individuelle behov, der lægger bag, at de to svømmere skifter netop nu.

 

”Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Kasper og virkelig udviklet mig meget – vi kunne helt sikkert godt finde lidt mere at forbedre. Hvor meget det vil rykke, er vi begge usikre på, så det virker til at være et godt tidspunkt at prøve noget nyt. Skal jeg nå at vænne mig til et nyt træningsmiljø og få noget ud af det, tror jeg, det ville være for sent at rykke om et år med henblik på OL,” siger Clara Rybak-Andersen.

 

For 24-årige Elisabeth Sabroe Ebbesen har muligheden for et træningsfællesskab sammen med andre svømmere på hendes egen alder spillet en stor rolle.

 

”Tiden føles moden til at prøve noget nyt og få en ny udfordring. NTC er en god mulighed og virker som et både socialt og sportsligt godt match, og så er jeg spændt på at få Team Danmark-eksperterne og de ressourcer tættere på min daglige træning. Jeg håber, det giver nogle muligheder for at arbejde med flere detaljer i træningen og i alt det udenom,” siger hun.

 

Ambassadører med Gentofte-DNA i blodet

I Gentofte Svømmeklub er der fuld opbakning til svømmernes beslutninger, selvom det bliver en stor omvæltning, at de to bedste svømmere ikke længere fast er i klubben. Deres tilknytning og bidrag til miljøet skal dog fortsat være stærkt og tydeligt, lyder det fra klubchef, Christian Ferguson Toft.

 

”De har så meget Gentofte-DNA, og vores kultur flyder i blodet på dem. De er fantastiske ambassadører, så vi er glade for, at de fortsat ønsker at være en aktiv del af klubben, og at vi har kunnet finde en model, hvor de kan blive ved med at bidrage og give noget tilbage til foreningen.”

 

Også for cheftræner Kasper Linddal markerer den kommende sæson begyndelsen på et nyt kapitel. Han har arbejdet tæt sammen med Rybak-Andersen og Sabroe Ebbesen i knap et årti og været en central del af deres udvikling fra talentfulde klubsvømmere til EM-medaljetagere.

 

Gentofte-trioen har deltaget i et utal af internationale mesterskaber sammen - her VM Langbane 2025.

Foto: SvømDanmark.

 

”De har været med til at forme min egen trænerkarriere og givet mig adgang til og læring fra svømningens største scener. Det er fantastisk at se tilbage på vores samarbejde og den udvikling, vi sammen og individuelt har været igennem. Det har givet perspektiv, og jeg glæder mig til at møde de næste i klubben, der også drømmer om at komme til OL,” siger cheftræneren og uddyber:

 

”Ligesom for os, bliver det også nyt, omvæltende og spændende for dem at komme videre til NTC – og det føler vi os generelt meget trygge ved. Vi har brugt NTC løbende gennem deres seniorkarriere, så på en og samme gang bliver det både noget helt andet og noget meget velkendt.”

 

For Clara Rybak-Andersen og Elisabeth Sabroe Ebbesen bliver hverdagen anderledes, men fundamentet er det samme. Næste gang de står på startskamlen til danske og internationale mesterskaber, er det stadig under Gentofte-fanen.

 

”Gentofte har været med gennem hele min karriere, og det er jeg rigtig glad for, at klubben fortsat skal være. Det betyder også meget, at jeg stadig kan trække på Kaspers viden og spare med ham,” siger 22-årige Clara Rybak-Andersen.


 






Cookieindstillinger