0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Ny aarhusiansk storklub på vej

26-06-2026

AGF Svømmeafdeling og HEI Svømning fusionerer.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Pressemeddelelse udsendt 26. juni 2026.

 

En fusion mellem AGF Svømmeafdeling og HEI Svømning fra 1. januar 2027 skal sikre stærkere vand-tilbud til aarhusianerne og samtidig fremtidssikre et robust fundament. HEI Svømning er foruden at være en lokal svømmeklub også i dag en del af det aarhusianske startfællesskab, Aarhus Swim, som med øvrige aarhusianske svømmeklubber driver en fælles konkurrenceafdeling.

 

AGF Svømmeafdeling og HEI Svømning har en fælles ambition om at give de allerbedste vand-tilbud til aarhusianerne, og derfor fusionerer de to klubber og bliver til den nye storklub AGF Svømning - Mere for flere. De to klubber forventer at behandle fusionen på de nødvendige generalforsamlinger i løbet af efteråret 2026, og det træder i kraft fra 1. januar 2027.

 

AGF Svømmeafdeling og HEI Svømning har gennem længere tid arbejdet med, hvordan de bedst kan udvikle svømningen i Aarhus og skabe endnu bedre muligheder for medlemmer på alle niveauer. Resultatet er nu en fusion mellem de to klubber, som samler omkring 2.600 medlemmer i én fælles organisation.

 

Den nye klub bliver blandt Danmarks største svømmeklubber og vil samle aktiviteter inden for svømmeskole, motionssvømning, senioridræt, triatlon, talentudvikling og konkurrencesvømning.

 

Fusionen bygger på en fælles ambition om at skabe stærkere rammer for medlemmerne og sikre en organisation med styrke til at udvikle både bredde og elite i mange år frem.

 

Selv om de to klubber fusionerer, består den lokale forankring i alle svømmehaller. Det betyder helt konkret, at hvis man for eksempel går til børnesvømning i de nuværende faciliteter i HEI eller er vant til at hygge med en kop kaffe efter seniorsvømning i Sølyst, så fortsætter man med det. Elitesvømmerne rykker dog deres træning på Svømmestadion, hvor AGF’s nuværende konkurrenceafdeling har den daglige træning.

 

- Vi fusionerer for at skabe de bedst mulige rammer for aarhusianerne og vores medlemmer. Vi får en stærkere organisation, et stærkere fagligt miljø og bedre muligheder for at udvikle både eksisterende og nye tilbud. Samtidig sikrer vi et robust og godt fundament for de fællesskaber, som er bygget op gennem mange år, siger Line Ekander bestyrelsesmedlem i HEI Svømning og tovholder på fusionen, og fortsætter:

 

- Det betyder lidt teknisk, at vi opløser den eksisterende underafdeling i HEI, og som konsekvens også træder ud af startfællesskabet i Aarhus Swim. Vi er meget bevidste om, at HEI Svømning har en historie, der går mere end 50 år tilbage, men vi tror på, at fusionen skaber endnu bedre rammer lokalt omkring Egå, og det er medlemmernes muligheder, vi har for øje i det her.

 

Der er er ingen tvivl om, at de to klubbers kærlighed til vand kommer til at gå hånd i hånd i den nye storklub AGF Svømning - Mere for flere.

 

- Vi får en bedre bredde samt elite og et endnu stærkere fællesskab. Det er vigtigt at understrege, at begge klubber har taget et aktivt valg om at fusionere, og det er helt fantastisk. Begge parter glæder sig til at favne vandsporten i Aarhus og til, at vi bliver én samlet forening, som kan bygge videre på de gode og stærke størrelser, som begge foreninger kommer med, siger formand i AGF Svømmeafdeling, Morten Høgh.

 

Samtidig stemmer fusionen godt overens med det nye projekt, hvor Aarhus Kommune, SvømDanmark og Team Danmark er gået sammen i et projekt for at styrke talentudviklingen i dansk svømning.

 

For yderligere info kontakt:

  • Line Ekander, bestyrelsesmedlem og tovholder på fusionen i HEI Svømning, på tlf.: 20 99 89 79
  • Morten Høgh, formand for AGF Svømmeafdeling på tlf.: 20 74 75 81

 






Cookieindstillinger