Med Talent Transfer vil Triatlon Danmark og SvømDanmark styrke begge idrætter – Furesø Svømmeklub har allerede høstet effekterne af at samarbejde.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentI et nyt formaliseret samarbejde vil Triatlon Danmark og SvømDanmark med – Talent Transfer – forsøge at fastholde atleter ved at give dem en ny sportsdrøm. Men samarbejdet mellem de to nært beslægtede idrætter, skaber også værdi for svømmeklubbens træningsmiljø.
I Furesø Svømmeklub har man allerede erfaring med, hvad det kan betyde at have en integreret triatlet i miljøet. Her træner triatleten Theresa Dommer tre-fire gange om ugen med klubbens førstehold, og det har ifølge klubben været en klar gevinst.
“Hun er en humørbombe og altid positiv, glad og hjælpsom. De dage hun kommer, er hun et fantastisk add-on til holdfællesskabet,” siger Carsten Ramsdahl, sportschef i Furesø Svømmeklub.

Værdi for begge parter: Den talentfulde triatlet, Theresa Dommer, har sin svømmetræning hos Furesø Svømmeklub.
En del af holdet
Theresa Dommer begyndte med triatlon som årgangssvømmer hos Hørsholm Svømmeforening. I dag træner hun typisk med på morgentræningerne og udvalgte aftentræninger – især de dage, hvor intensiteten er høj og kan være svær at matche på egen hånd. Selv om hun er triatlet, er hun en fast del af holdet, når hun træner med.
”Det er klart, vi altid hører hende til dagsformen. Har hun lige været ude på et hårdt løbepas, er væltet på cyklen eller har en konkurrence forude, tager vi naturligvis hensyn til det, men hun er med på lige fod med alle de andre,” siger Carsten Ramsdahl.
Sportschefen forklarer, at selvom Theresa Dommer ikke er med til hvert træningspas, falder hun naturligt ind på holdet og fællesskabet. Derfor bliver hun også tilbudt at tage med på fx træningslejr – også selvom hun kun kan deltage på halvdelen af lejren.
”Hendes tilstedeværelse er et plus i sig selv – særligt på grund af hendes engagement. Hun blender naturligt ind mellem de andre, som også inspireres af hendes karrieretilgang. Fx kan hun finde på at cykle en omvej på 50-70 kilometer inden svømmetræning,” siger han.
Et win for alle parter
Hos Furesø Svømmeklub har de kun gode erfaringer med at have triatleter tilknyttet. For Theresa Dommer gælder det, at hun bringer en positiv energi ind i gruppen og inspirerer holdkammeraterne med sin ambitiøse karrieretilgang.
Omvendt giver svømmetræningen Theresa Dommer adgang til teknisk kvalitetssparring og et højt træningsniveau, som kan være med til at hjælpe hende til at opnå sin sportsdrøm.
Og det betyder meget for Carsten Ramsdahl.
”Det er motiverende, at vi kan hjælpe Theresa med at blive en god triatlet, og det er særligt på det tekniske, vi kan understøtte hendes udvikling. Når hun så giver klubbens så meget igen og påvirker træningsmiljøet positivt, er det svært ikke at være tilfreds,” siger Carsten Ramsdahl.
Theresa Dommer supplerer:
”Svømmetræningen i Furesø er med til, at jeg kan ”ligge” på fødderne af drengene til tristævnerne og komme først op af vandet blandt pigerne, som er en stor fordel,” siger hun og understreger, at det generelt er samarbejdet mellem Furesø Svømmeklub og hendes træner, Michael Krüger, der gør, at alt går op i en højere enhed for hende.
Hvad er Talent Transfer?
Læs mere om Talent Transfer og se optagelseskriterier her.
Se videointerview med Theresa Dommer nedenfor.