Mia Hyldahl og Kim W. Marquardt skal sammen stå i spidsen for den nye nordsjællandske svømmeklub og skabe en stærk organisation for både bredde, elite og medarbejdere.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentPressemeddelelse udsendt 27. april
Sigma Sharks udvider ledelsen for at styrke drift og udvikling
Mia Hyldahl og Kim W. Marquardt skal sammen stå i spidsen for Sigma Sharks og indsatsen for at indfri ambitionerne i Nordsjællands nye svømmemiljø med fokus på bredde og elite.
Med ansættelse af Kim W. Marquardt og udvidelsen af den daglige ledelse tager Sigma Sharks et markant skridt i retning af en fremtidssikret organisation og attraktiv arbejdsplads, hvor ledelse, medarbejdere og trænere får gode udviklingsmuligheder og oplever et stærkt kollegialt sammenhold. Fra 1. august indføres en ny ledelsesmodel med to klubchefer for at skabe en stærk, moderne og bæredygtig organisation, der kan matche den kompleksitet og størrelse, som det nye fællesskab får, og hvor ambitionerne for både bredde- og elitesvømning er tårnhøje.
Med 19 år som klubchef i SIGMA SWIM har Mia Hyldahl været afgørende i etableringen, udviklingen og driften af startfællesskabet. Som led i den videre udvikling af Sigma Sharks har Mia Hyldahl og bestyrelserne besluttet at indføre den nye ledelsesmodel med to ligestillede klubchefer som en ambitiøs og langsigtet satsning for at sikre optimale vilkår for en stærk drift og udvikling mange år frem.
I den forbindelse er det lykkedes at sikre den helt rette profil til at komplementere Mia Hyldahl: Kim W. Marquardt tiltræder som ligestillet klubchef pr. 1. august 2026 og kommer fra en stilling som klubchef i Gladsaxe Svøm, hvor han i 16 år har stået i spidsen for en meget markant klubudvikling på bredde-, ungdoms- og eliteniveau. Kims erfaring og tilgang til arbejdet med kultur, trivsel og værdier vil løfte et i forvejen stærkt udgangspunkt for Sigma Sharks.

Pressefoto: Mia Hyldahl og Kim W. Marquardt.
Mia og Kim har gennem mange år sparret med hinanden og deler et stærkt fælles syn på ledelse og mennesker. Samtidig supplerer de hinanden med forskellige faglige styrker, og den kombination gør duoen til et usædvanligt stærkt match.
Fremover varetages ledelsen af Sigma Sharks af de to klubchefer i et ligeværdigt partnerskab, hvor flere perspektiver styrker beslutningerne og danner et solidt grundlag for at træffe de rigtige valg. Mia vil have hovedansvaret for driften, mens Kim får hovedansvaret for udvikling, med gensidig sparring og opbakning. Personaleansvaret og andre områder deles mellem dem.
Hos kommende klubchef, Kim W. Marquardt, er der en klar bevidsthed om kravene i den nye ledelsesmodel:
”Det tætte samarbejde i den daglige ledelse kræver stærk kommunikation, gensidig tillid og klare aftaler om ansvar. Det er noget, vi arbejder grundigt med, og som vi løbende vil have stort fokus på. Det er ikke en udfordring vi vil undgå, men en disciplin vi vil mestre. Jeg ser et kæmpe potentiale for at skabe noget stort, sammen med Mia, de ansatte og frivillige, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang.”
Udvidelsen af ledelsen i den nye model skaber klare fordele:
• Styrket faglighed og specialisering
• Øget tilgængelighed og nærvær
• Bedre strategisk udvikling med flere perspektiver
• Større robusthed i driften
Nuværende klubchef, Mia Hyldahl, ser meget positivt på den nye model:
”Jeg er begejstret for at få netop Kim som en tæt samarbejdspartner i den nye model. Ambitionerne og fællesskabet løfter sig til et niveau, hvor vi bevidst vælger at være to om ansvaret for at kunne tænke større, handle stærkere og skabe endnu mere værdi og jeg ser frem til et tæt partnerskab, hvor vi sammen løfter niveauet og skaber endnu bedre rammer for både medlemmer og medarbejdere.”
Bestyrelsen tilføjer:
”I Sigma Sharks samler vi allerede velfungerende klubber med stolte traditioner, stærke fællesskaber og høje ambitioner. Det kræver ledelse, der kan rumme bredde, elite, frivillighed, ansatte og samarbejdsrelationer – og samtidig løfte klubben til næste niveau. Vi ser et stort potentiale i at kombinere vores kræfter organisatorisk og sportsligt, og med Mia og Kim får vi et stærkt ledelsesteam, der kan løfte opgaven i fællesskab.”
Fakta om Sigma Sharks
• SIGMA SWIM Birkerød og Søllerød Svømmeklub fusionerer og indgår under navnet Sigma Sharks i et startfællesskab med SIGMA SWIM Allerød.
• Træder i kraft: 1. august 2026
• Ca. 4.000 medlemmer
• Næsten 300 konkurrencesvømmere
• Aktiviteter i seks svømmehaller i Allerød og Rudersdal