0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Mr. Vandpolo hædres med Ragnhild-prisen

15-04-2026

Karl-Emil Greve har i årtier været en drivkraft i dansk vandpolo. Nu hædres han med SvømDanmarks Ragnhild-pris for sin store indsats for sporten, fællesskabet og de unge spillere.

Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulent

Med stort engagement, stærke værdier og et bankende hjerte for vandpolo har Karl-Emil Greve fra Tommerup Svømmeklub gjort en markant forskel for både klub og sport.

 

Mandag den 13. april 2026 modtog han SvømDanmarks Ragnhild-pris. Midt i en vandpolotræning med klubbens yngste vandpolospillere blev han afbrudt af klubbens formand, Britt Kejser Greve, der fløjtede til samling. Børnene satte sig ned, og ind i svømmehallen kom SvømDanmarks bestyrelsesformand, Pia Johansen.

 

Hun holdt en fin tale, som blev taget imod af en overrasket og rørt Karl-Emil. Han fik overrakt prisen, og efterfølgende var der kage til hele klubben. Det var tydeligt, at Tommerup Svømmeklub er stolte og glade, og at klubben har et stort hjerte for vandpolo.

 

Karl-Emil Greve efter overrækkelsen af Ragnhild-prisen.

 

Et navn, man ikke kommer uden om i vandpolo

Når man taler om vandpolo i Danmark, er Karl-Emil Greve et navn, de fleste kender. Gennem en lang årrække har han sat sit aftryk på sporten både lokalt, regionalt og nationalt. Han har selv været aktiv som konkurrencesvømmer og vandpolospiller i Tommerup og KVIK, han har spillet på landsholdet i vandpolo, og i 1991 deltog han også ved VM i 25 km åbent vand.

 

Siden har han lagt en meget stor del af sin fritid i at udvikle vandpoloen. Han har været en del af Vandpoloudvalget, været landstræner for U13-, U15- og U17-landsholdene samt damelandsholdet, og han har været med til at arrangere vandpoloturneringer både nationalt og i egen klub.

 

Karl-Emil er kendt som en mand med klare holdninger og stort engagement. Og selv når diskussionerne har været livlige, har udgangspunktet været det samme: Et oprigtigt ønske om at udvikle vandpolomiljøet og give spillere i alle aldre gode, trygge og positive oplevelser i sporten.

 

Karl-Emil er ofte blevet kaldt “Mr. Vandpolo”. Det er ikke en titel, man bare får. Det er en titel, man gør sig fortjent til.

 

Karl-Emil Greve sammen med formand Pia Johansen og et af sine vandpolohold.

 

Fællesskab, udvikling og ungdom i centrum

I Tommerup Svømmeklub har Karl-Emil især gjort en forskel for ungdomsspillerne. Gennem de seneste 25 år har han været med til at opbygge et miljø, hvor både det sportslige og det menneskelige er i fokus. Hos Karl-Emil handler det ikke kun om resultater, men også om at udvikle spillere socialt, teknisk og personligt.

 

Han var også en af de drivende kræfter bag Tommerup Vandpolo Camp, hvor han selv stod på kanten som træner og var med til at skabe stærke oplevelser for spillere fra hele landet.

 

 

En forælder fra Tommerup Svømmeklub beskriver ham sådan: “Han er disciplineret, og dette giver han videre til spillerne. De forstår, at god og hård træning er nødvendigt for at nå sine mål, man kan ikke nøjes med talent.”

 

En anden forælder siger: “Hans værdier skinner igennem til hver eneste træning, at man er et hold, spiller sammen, og det ikke kun er et enkelt individ, som enten taber eller vinder en kamp, det skyldes hele holdet.”

 

Det mangeårige arbejde har sat tydelige spor. Tommerup Svømmeklub har markeret sig stærkt i dansk vandpolo, og Karl-Emil har været med til at gøre klubben til en markant spiller med flotte resultater ved både DM og pokalmesterskaber.

 

Efter overrækkelsen var der kage til hele klubben. 

 

Hvad er Ragnhild-prisen, og hvem kan modtage den?

Ragnhild-prisen er opkaldt efter den legendariske svømmer Ragnhild Hveger. Prisen udgør et anerkendende skulderklap og en påskønnelse til en person, en klub, et hold eller et initiativ, der har gjort en særlig positiv forskel for enten en af disciplinerne i SvømDanmark eller for en eller flere medlemsklubber.

 

Det kan for eksempel være:

  • En særlig indsats i det daglige virke på klub-, regions- eller landsplan.
  • Et innovativt tiltag på klub-, regions- eller landsplan.
  • En særlig indsats for at skaffe flere medlemmer til vores medlemsklubber.
  • En særlig indsats over en årrække til gavn for miljøet i en af SvømDanmarks discipliner.

 

Karl-Emil Greve er den 17. modtager af Ragnhild-prisen. Den seneste modtager var Ann Støhrmann fra svømmeklubben VI39.

 

Kender du én, der bør modtage Ragnhild-prisen?

Læs mere om prisen, og hvordan du laver en indstilling her.


 






Cookieindstillinger