0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Sandhedens time for dansk svømning

14-04-2026

Med EM-medaljer og rekordregn i ryggen skal landets bedste levere toppræstationer til Danish Open, hvis drømmen om et succesfuldt EM og senere VM og OL skal leve videre.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Når det torsdag går løs til Danish Open, er det med masser af rygvind, at dansk svømmesport springer i bassinet for at jagte internationale kvalifikationer til sommerens mesterskaber.

 

Tre medaljer, to af guld og en af sølv, samt masser af nordiske og danske rekorder præsterede landsholdet under december måneds kortbane-EM. Den positive udvikling med stærke præstationer af forskellige svømmere ser SvømDanmarks landsholdschef gerne fortsætte, når Bellahøj Svømmestadion samler Danmarks bedste.

 

”EM viste tegn på mange af alle de gode ting, der sker lige nu på tværs af dansk svømmesport, men mesterskabet var også en understregning af, at vi fortsat skal udvikle os i toppen og bredden,” siger Thomas Stub.

 

Landsholdschefen glæder sig over de mange danske præstationer, men på trods af rekordregnen pointerer han også, at når en nordisk eller dansk rekord end ikke er nok til en medalje eller finale, så står svømmesporten med et fortsat akut udviklingsbehov.

 

”Danish Open bliver på mange måder en definerende konkurrence. Mange er i spil til EM i Paris, og det skal der eksekveres på, for derefter hedder det VM og OL, hvor det kræver endnu højere niveau at gøre sig gældende i konkurrencerne. De, som har de ambitioner, håber jeg, er klar fra start, for toppræstationer er påkrævet, hvis de skal trække i landsholdsdragten senere i år,” siger Thomas Stub

 

 

Landsholdschef, Thomas Stub, under EM Kortbane 2025.

Danish Open bliver et pejlemærke for landsholdsprofil frem mod EM

En af dem, som ved, at udvikling er altafgørende for at gøre sig gældende blandt verdenseliten, er 22-årige Clara Rybak-Andersen.

 

Landsholdssvømmeren fra Gentofte Svømmeklub har været i samtlige internationale finaler siden sommeren 2024 og har krydret det med blandt andet sølv til EM Langbane og guld til EM U23 i 200m brystsvømning.

 

I fjor satte hun under Danish Open årets næsthurtigste tid i verden på distancen, og Gentofte-svømmeren håber på endnu en god præstation søndag, når favoritdisciplinen er på programmet.

 

”Om det bliver endnu en toppræstation på årets verdensrangliste, er svært at sige. Men jeg kommer til at svømme efter en hurtig tid – gerne personlig rekord – så jeg ved, hvor jeg står henne inden Paris og bliver skarpere på, hvor jeg skal hente de næste procenter i forhold til at forbedre mig,” siger Clara Rybak-Andersen.

 

Mens landsholdsprofilen allerede er kvalificeret til EM i Paris, mangler hun 0.14 sekund for at booke en billet til årets kortbane-VM.

 

”Det er klart, det ligger i baghovedet, så den vil jeg gerne tjekke af under Danish Open. Men det vigtigste er, at jeg sætter et løb sammen, som jeg kan bygge videre på frem mod sommer – særligt mentalt, så jeg sammen med min træner Kasper kan lægge den bedst mulige plan frem mod Paris.”

 

Clara Rybak-Andersen efter triumfen og sejren i 200m brystsvømning under til EM U23 i fjor.

 

 

Kort om Danish Open

Danish Open afholdes fra torsdag den 16. april til søndag den 19. april på Bellahøj Svømmestadion i København i samarbejde mellem SvømDanmark og Hovedstadens Svømmeklub, der er lokalarrangør. 541 svømmere deltager, fra svenske, norske, finske, spanske, egyptiske og naturligvis danske klubber.

 

Indledende afsnit starter alle dage starter klokken 9.30. Finaleafsnit med A, B og C-finaler fløjtes i gang klokken 17.00. Der vil være underholdning og indslag alle dage fra 16.45, så kom gerne inden da, og hjælp os med at fejre svømmesportens store personligheder – trænere såvel som svømmere.

 

Billetter til svømmebragets heats og finaler kan købes ved at klikke her.

 

Klik og se Danish Open magasinet her.

 

Vigtige links

 

Udtagelseskriterier og kravtider til internationale mesterskaber

  • VM, Kina, 1. til 6. december – klik her
  • EM, Frankrig, 10. til 16. august – klik her
  • EM Junior, Tyskland, 7. til 12. juli – klik her
  • NM Junior, Norge 29. til 30. juni – klik her

 






Cookieindstillinger