Små strategiske greb har båret frugt i Svømmeklubben Sønderborg, som er lykkes med at rekruttere og fastholde unge instruktører.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentHvordan gør man foreningslivet attraktivt for unge? Og hvad skal der til for, at instruktører får lyst til at blive – og kommer igen næste sæson?
Spørger man svømmeskoleleder i Svømmeklubben Sønderborg, Marianne Kristensen, er svaret enkelt: Skab et miljø, hvor instruktørerne føler sig set, trygge og hvor de kender deres formål.
”Vores instruktører er hovedsageligt unge, og de blomstrer ligesom alle andre, når de bliver inddraget og får ansvar. Det er de blevet, og det har gjort det sjovt at komme, og det smitter hurtigt af på humøret i hele foreningen.”
Da Marianne Kristensen startede for halvandet år siden, satte hun instruktørglæden øverst på dagsorden. Siden da har foreningen kun haft behov for at søge instruktører én gang – resten er kommet af sig selv.
”Gode historier spreder sig hurtigt i lokalområdet. Derfor har det været en prioritet at skabe et fællesskab, man hellere vil være en del af end stå udenfor,” siger svømmeskoleleden.

I Sønderborg kerer de sig om instruktørerne. Fx gave i forbindelse med sæsonafslutning og julekonkurrence.
Da Marianne Kristensen begyndte i stillingen, oplevede hun en instruktørgruppe præget af faste relationer. Som ny kunne det være svært at finde sin plads, og derfor har klubben arbejdet målrettet med at skabe en mere åben kultur.
For i et trygt miljø tør man mere, at stille spørgsmål, dele udfordringer og udvikle sig.
”Det har været vigtigt at skabe en kultur, som er let at blive en del af, og hvor de unge føler sig værdsatte. Vi vil dem oprigtigt – ikke kun som instruktører fra fx 17-19 tirsdag og torsdag, men som hele mennesker.”
Små handlinger, stor effekt
For den unge instruktørgruppe betyder relationer rigtig meget. Derfor har Svømmeklubben Sønderborg skruet op for de sociale aktiviteter. Fx med fælles instruktørdage med aktiviteter som Jelly ball og sumobrydning – oplevelser, der ryster teamet sammen og styrker sammenholdet på tværs.
Derudover har Marianne Kristensen lanceret en række mindre, men meget effektfulde tiltag:
”Hver enkelt instruktør er guld værd, og det skal de mærke,” siger hun og uddyber:
”Det er ikke store projekter. Det er små greb, man kan bruge alle steder. Men de små lege og konkurrencer motiverer dem til at lære hinanden at kende og til at dyrke fællesskabet.”
Slip instruktørerne løs
Glæden blandt instruktørerne hænger også sammen med det øgede ansvar, de har fået. I dag er det fx instruktørerne selv, der vurderer, hvornår børnene er klar til næste hold, og de har større indflydelse på, hvilke hold de underviser.

Teambuilding for instruktørerne - her paintball. Og svømmeskoleleder Marianne Kristensen øverst til højre.
Kombineret med de små sociale tiltag har foreningen fundet formlen på trivsel og fastholdelse.
”De står der hver uge. De er eksperterne,” siger Marianne Kristensen og fortsætter:
”Jo større tillid de bliver vist, jo mere vokser deres ejerskab. Og når de oplever, at vi investerer i dem – både socialt og fagligt – stiger deres loyalitet og motivation. Det kommer klubben og i sidste ende vores medlemmer til gode.”
Den øgede glæde kommer dog også med en pris.
Nogle gange kan det hele nemlig blive lidt for hyggeligt, siger svømmeskolelederen med et smil.
”Jeg elsker, at instruktørerne har det så godt sammen, men indimellem skal de også mindes om vores arbejde med at lære børn at svømme. Vores medlemmer forventer kvalitet og progression i undervisningen, og det skal vi levere på uden at gå på kompromis med glæden ved at møde ind en eftermiddag efter en lang skoledag.”
En forening bliver ikke attraktiv af sig selv. Den bliver attraktiv, når dem, som er der, er der af lyst.
Og det er lykkedes i Sønderborg. Ikke kun for instruktørerne, men også medlemmerne. I 2025 talte Svømmeklubben Sønderborg 971 årlige medlemmer – det næsthøjeste antal medlemmer nogensinde.