I løbet af sin praktik skal Friberg omsætte teori til praksis i eliteidrættens hverdag.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentJeg læser en kandidat i Idræt og Sundhed med specialisering i Konkurrence- og Eliteidræt, hvor det er en del af uddannelsen at være i et praktikforløb og lære, hvordan det er at indgå i en idrætsorganisation.
Allerede da jeg startede på min kandidat sidste år, havde jeg håbet, at jeg kunne få lov at være praktikant hos SvømDanmark til den her del af min uddannelse. Det var under en forelæsning med Allan Nyhus, hvor han fortalte og forklarede om SvømDanmarks nye struktur og strategier, at jeg blev bekræftet i, at det var lige præcis dér, jeg ville i praktik.
Gennem dialog med SvømDanmark fik jeg heldigvis praktikaftalen på plads og ser nu frem til 8 ugers praktikforløb, hvor jeg får lov at indgå i en hverdag og arbejde sammen med yderst kompetente og fagligt dygtige mennesker.
Der har været fuldt fart på mine første dage med arbejdshandskerne på, og jeg er blevet taget rigtig pænt imod og har (næsten) styr på alle navnene - men det kommer! Det er meget nyt for mig at komme fra skolebænken og nu indgå i en hverdag hos en professionel eliteidrætsorganisation, så det kræver lidt tilvænning, men det er en udfordring, jeg gerne tager imod.

Gustav Friberg på SvømDanmarks kontor i Idrættens Hus.
Jeg skal under mit praktikforløb forsøge at kombinere min teoretiske viden fra uddannelsen og se, om jeg kan implementere det i praksis. Jeg skal forsøge at udarbejde materiale i form af “Svømmerværktøjskassen”, som er et redskab til svømmere, hvor de har muligheden for at tilgå vigtig viden omkring træning, restitution mm. samt hvilke kompetencer det kræver at være elitesvømmer.
Jeg ser frem til de næste 8 uger, hvor jeg vil tage al læring og erfaring med videre til min fremtidige karriere. Jeg er sikker på, at praktikforløbet hos SvømDanmark vil give mig en unik mulighed for at udvikle mine kompetencer og få en masse sparring med mine kollegaer.
At være praktikant hos SvømDanmark er også en måde at give tilbage for alle de gode oplevelser og erfaringer, jeg har fået gennem min svømning. Så stor tak til SvømDanmark for at give mig muligheden - det er jeg meget taknemmelig for.
Gustav Friberg har en flot svømmekarriere bag sig, hvor han repræsenterede Ringsted Svømmeklub og SIGMA Swim. Han har haft sin daglige træning på Det Nationale Træningscenter (NTC), og han deltog i EM på kortbane i Royal Arena i 2017.
Skal du i kontakt med Gustav, kan du fange ham på mail: gfr@svoem.dk