0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Rekordmange REMA 1000 AquaCamps i efterårsferien

15-10-2025

12 svømmeklubber forskellige steder i landet inviterer lokale børn indenfor til en efterårsferie med leg og læring i vand.

Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulent

REMA 1000 AquaCamp er SvømDanmarks populære feriekoncept, hvor børn i alderen 7-12 år får en aktiv ferie fyldt med sjove oplevelser både på land og i vand. Campen henvender sig til alle – uanset om man er rutineret svømmer eller nybegynder. Efterårsferien er årets sidste mulighed, og 12 svømmeklubber har valgt at være med. Det er rekordmange klubber for efterårsferien.

 

”Vi er rigtig glade for, at så mange forskellige klubber holder REMA 1000 AquaCamp i efterårsferien. Det betyder, at flere børn forskellige steder i landet har muligheden for at være med,” forklarer Nadia Skousen Holm, der er projektleder for REMA 1000 AquaCamp, og fortsætter:

 

”Jeg har besøgt flere camps her i efterårsferien, og når jeg spørger børnene, hvorfor de er med, siger de: Det er et fedt fællesskab, jeg får nye venner, og det er sjovt at være i vandet.”

 

Med mere end 253 børn på efterårsferiens camps når det samlede antal på tværs af ferierne i hele 2025 op på 5818 børn, der har deltaget i REMA 1000 AquaCamp.

 

Stærkt samarbejde med lokale REMA 1000-butikker

Bag succesen står blandt andre REMA 1000. De lokale butikker bidrager med frugt, saftevand og sunde snacks til børnene – samt t-shirts og myslibarer i børnenes goodiebags, hvilket gør oplevelsen ekstra særlig.

 

”REMA 1000’s sponsorat gør virkelig en forskel for vores klub. Når vi holder REMA 1000 AquaCamp, er frugten og saftevandet fra REMA 1000 helt uundværlig for, at børnene kan klare sig gennem en hel dag med aktiviteter både i vand og på land,” fortæller Emma Altofte Mygind fra svømmeklubben H2Odense og understreger:

 

”Børnene bliver også utroligt glade for indholdet i deres goodiebag og t-shirt. Lykken er stor med REMA 1000 som sponsor.”

 

Det fremgår også tydeligt i den evaluering, som SvømDanmark sendte ud til de klubber, der holdt REMA 1000 AquaCamp i sommerferien. 100% af klubberne vurderer i evalueringen, at samarbejdet med REMA 1000 er godt eller meget godt. De lægger især vægt på, at børnene får myslibarerne, hvilket 91% af dem vurderer som godt eller meget godt. Samtidig siger 86% af klubberne, at samarbejdet med deres lokale REMA 1000 er meget godt.

 

Støtten fra sponsorerne skaber rammerne

Udover REMA 1000 står også Watery, TrygFonden og Nordea-fonden (gennem projekt Vores Klub) bag konceptet. Det brede samarbejde betyder, at endnu flere børn får mulighed for at blive en del af et aktivt og inkluderende fællesskab i deres lokale svømmeklub.

 

”Støtten fra vores sponsorer gør, at klubberne kan tilbyde børnene en sjov, tryg og inspirerende ferieuge fyldt med leg, læring og fællesskab. Samtidig får børnene nogle af sponsorernes produkter med hjem, og der er ingen tvivl om, at det er med til at gøre REMA 1000 AquaCamp populært,” siger Nadia Skousen Holm.

 

Hun retter også en stor tak til klubberne og de mange instruktører, der står klar på kanten.

 

”I SvømDanmark er vi utroligt glade for at se, hvor dygtige klubbernes instruktører er til at sætte rammerne og styrke fællesskabet på deres camps. Klubbernes store engagement har bidraget til at aktivere rigtig mange børn og har givet dem uforglemmelige ferieminder – og måske nye venskaber,” siger Nadia Skousen Holm.

 

Bag om REMA 1000 AquaCamp

I mere end 20 år har REMA 1000 AquaCamp været tilbudt landet over i tæt samarbejde med svømmeklubber lokalt, og det har været en succes siden start. SvømDanmark har udviklet på konceptet, så de mange børn, der deltager flere år i streg, bliver ved med at synes, at det er sjovt.

 

En REMA 1000 AquaCamp afholdes typisk i sommerferien, men flere svømmeklubber er inden for de seneste år også begyndt at afholde i camps i efterårsferien, vinterferien og påskeferien. De næste REMA 1000 AquaCamps bliver afholdt i vinterferien 2026.


 






Cookieindstillinger