0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk juniorlivredder stiller til start med stor triumf frisk i erindringen

12-09-2025

I weekenden gælder det årets nordiske og danske mesterskaber i havlivredning, og det er med den nykårede junioreuropamester Signe Holst Jacobsen på startlisten.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Det er ikke mere end knap to uger siden, at Signe Holst Jacobsen på stranden i Polen kunne løfte armene i triumf efter at have sikret sig europæisk juniorguld i Surf Race – en livredningsdisciplin, hvor livredderne konkurrerer på en cirka 500 meter lang U-formet bane med start og mål på stranden. 

 

”Det var vildt og uventet, og jeg blev selvfølgelig meget glad. Jeg har aldrig været vildt god til de udendørs livredningskonkurrencer, så det kom som noget af en overraskelse,” siger Signe Holst Jacobsen. 

 

Tidligere under mesterskaberne havde livredderen fra Horsens Svømmeklub svømmet sig til sølv i 200 meter Obstacle. Den disciplin foregår indendørs i et klassisk svømmebassin med forhindringer, som livredderne skal passere undervejs. 

 

”Inden start havde jeg på fornemmelsen, at det godt kunne lade sig gøre at opnå et stort resultat, og så var det bare dejligt, at det også gik godt,” fortæller Holst Jacobsen. 

 

Livredningssporten giver et friskt pust til svømmekarrieren 

I danske svømmekredse virker navnet, Signe Holst Jacobsen, måske bekendt, og det er med god grund. Horsens-svømmeren var nemlig så sent som i fjor en del af det danske landshold til nordiske mesterskaberne på kortbane i Vejle. Her svømmede hun sig individuelt til sølv i 400 meter medley og til to holdkapmedaljer med sine landsholdskammerater. 

 

”Det er klart svømning, jeg træner mest, men jeg tror ikke, jeg stadig havde svømmet, hvis ikke jeg havde livredningssporten ved siden af. Svømning kan til tider være hårdt, og motivationen kan svinge, og så er det godt at have noget andet ved siden af, man kan fokusere på,” siger Signe Holst Jacobsen. 

 

Signe Holst Jacobsen med sin guldmedalje i hånden fra junior-EM i Polen.

 

Stærkt fællesskab – også på tværs af klubber 

Horsens-svømmeren blev introduceret for konkurrencelivredning på Bernstorffsminde Efterskole, og den i dag 18-årige gymnasieelev er stadig bidt af sporten. Selvom det ikke bliver til meget træning, udskifter hun fra tid til anden en svømmetræning med et træningspas i livredning, og så deltager hun i diverse træningssamlinger – og det skyldes en helt særlig grund. 

 

”Livredning er en mindre sport, hvor man stort set er på fornavn med alle, så der er virkelig et godt fællesskab. Ikke bare på landsholdene, men også på tværs af klubberne fra hele landet,” siger Signe Holst Jacobsen.  

 

I weekenden venter så de nordiske og danske mesterskaber i havlivredning, og det bliver endnu en mulighed for at pleje venskaberne og race på ny. 

 

”Selvom jeg som svømmer har mine klare fordele i de indendørs konkurrencer, synes jeg, udendørs livredning er rigtig sjovt, og jeg håber da at gøre det godt i Surf Race, som jeg gjorde til EM,” siger den stadig nykårede europæiske juniormester.

 

Følg mesterskaberne på Facebook eller Instagram.

 

Kort om nordiske og danske mesterskaber i havlivredning 

  • Mesterskaberne foregår 13.-14. september i Amager Strandpark 

  • Der konkurreres i alle aldersgrupper: børn, junior, masters og åben klasse 

  • Rekordmange deltagere (150+) i alderen 10 til 50 år stiller til start  

  • Deltagerne kommer fra 13 danske klubber og 10 udenlandske 

  • SvømDanmarks livredningsudvalg og Københavns Livredderklub KLK står bag afholdelsen

 

 

Danske svømmebørn skal lære at redde liv

SvømDanmark og TrygFonden har indgået et samarbejde, som skal bringe livredningens livsvigtige kompetencer helt ud i svømmeskolerne i de danske svømmeklubber. Det landsdækkende projekt, Alle kan lære livredning, har til formål at give børn praktiske færdigheder og selvtillid i vandet – samtidig med, at de har det sjovt. 

 

Besøg hjemmesiden her: laerlivredning.dk


 






Cookieindstillinger