0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Landsholdschef før VM: Vi skal præstere individuelt og som hold

25-07-2025

10 svømmere – og dermed det største landshold i fem år – tager søndag hul på verdensmesterskaberne i Singapore.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Kulminationen på årets langbanesæson. Det er, hvad Danmarks bedste svømmere har i udsigt, når de om to dage tager hul på den 22. udgave af verdensmesterskaberne i svømning. Dansk svømmesport er repræsenteret med 10 svømmere, hvoraf hele seks svømmere lykkedes med at kvalificere sig individuelt, mens fire øvrige svømmere var med til at sikre to danske holdkapdeltagelser.

 

”Det er et hold med forskellig erfaring på dette niveau. Nogle har individuelt finalepotentiale, andre står foran deres VM-debut, mens nogle skal være med til at svømme vores holdkapper så tæt som muligt på – hvis ikke i – en VM-finale. Fælles for alle, uanset om de er tidligere medaljevindere, finalister eller debutanter, er, at de i samarbejde med trænerne skal præstere og levere deres bedste. På niveau med deres kvalifikation – gerne bedre,” siger landsholdschef i SvømDanmark, Thomas Stub.

Er du mere til lyd? Så hør landsholdschef Thomas Stub fortælle om VM og hans forventninger i Lyden af dansk svømmesport. Klik her hop direkte til samtalen om VM.

Nordiske rekordholdere vil være endnu hurtigere 

Skal dansk svømmesport have VM-succes, kræver det ifølge landsholdschefen, at landsholdet er klar til at levere fra start. For niveauet kommer til at være tårnhøjt, og ingen kommer badende til en semifinale eller finale.

 

Meldingen hilser to af landsholdets profiler velkommen. Helena Rosendahl Bach er i hvert fald ankommet til Singapore med en frisk triumf i bagagen. Den danske VM-sølvinder og europamester sejrede for en lille måned siden i favoritdisciplinen i 200m butterfly i den traditionsrige italienske svømmekonkurrence, Sette Colli.

 

”Som altid glæder jeg mig til at repræsentere Danmark internationalt. Vi er en god gruppe afsted, som har det sjovt med hinanden på kryds og tværs af køn og alder, og jeg glæder mig meget til at være med til at skabe en fed oplevelse sammen med dem. Jeg glæder mig til at svømme imod verdens bedste, og jeg håber at svømme stærkt, slå mine personlige rekorder og komme i en finale – og så må vi se, hvad der sker,” siger Helena Rosendahl Bach, der er indehaver af den nordiske rekord i 200m butterfly.

 

Selvom Casper Puggaard har haft en noget atypisk langbanesæson med først en drilsk knæskade, siden en studenterfejring og løbende en masse praktik ift. college i USA, hvor han starter efter VM, lykkedes det ham alligevel at svømme sig til tre individuelle DM-titler for blot to uger siden.

 

”Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark ved mit første senior-VM og er meget spændt på, hvordan jeg kommer til at præstere. Jeg vil gøre mit absolut bedste, og hvis det hele sidder der på dagen, er jeg sikker på, jeg kan svømme op til mit bedste på alle tre butterflydistancer og med lidt held måske få æren af at repræsentere Danmark i en VM-finale,” siger Casper Puggaard, der er indehaver af den nordiske rekord i 100m butterfly.

Casper Puggaard og Helena Rosendahl Bach. Foto: Patrick Kraemer.

SvømDanmarks landshold ved VM

  • Casper Puggaard, Hovedstadens Svømmeklub
  • Clara Rybak-Andersen, Gentofte Svømmeklub
  • Elisabeth Sabroe Ebbesen, Gentofte Svømmeklub
  • Frederik Riedel Lentz, Gladsaxe Svømmeklub
  • Helena Rosendahl Bach, Aalborg Svømmeklub
  • Jonas Gaur, AGF Svømning
  • Julie Kepp Jensen, A6/NTC
  • Oliver Søgaard-Andersen, Hovedstadens Svømmeklub
  • Robert E. Falborg Pedersen, Gladsaxe Svømmeklub
  • Schastine Tabor, Svømmeklubben MK31

 

Dansk svømmesport er kvalificeret i 4x100 meter holdmedley damer og 4x100 meter fri mix. Derudover har landsholdet valgt at svømme 4x100 meter medley herrer og 4x100m fri damer.

 

Landsholdsstaben til verdensmesterskaberne består af: 

  • Bjørn Sørensen, træner
  • Jon Langberg, træner
  • Kasper Linddal, træner
  • Niels-Jørgen Jørgensen, træner
  • Martin Ladewig, behandler
  • Thomas Stub, landsholdschef

VM-holdet foran hotellet fredag aften.

Kort om VM 2025

Verdensmesterskaberne på langbane afholdes i Singapore, og konkurrencerne finder sted i perioden 27. juli til og med 3. august. Heats starter alle dage klokken 03:45 (dansk tid), mens semifinaler og finaler har start klokken 12:45 (dansk tid).

 

Som optakt til VM har landsholdet haft en række forberedende landsholdsaktiviteter. Nogle deltog i EM U23 – blandt andet Clara Rybak-Andersen som vandt guld i 200m brystsvømning, mens andre deltog i Sette Colli. Alle har forud for VM været på syv dages precamp i Kuala Lumpur (Malaysia) fra 18. til 24. juli. 

  • Verdensmesterskaberne kan ses live og gratis hos Eurovision Sport
  • Resultater fra VM kan ses her

 

Følg med på Svømmesport og Instagram, hvor vi kommer til at dække mesterskaberne med billeder, video og reaktioner.


 






Cookieindstillinger