DGI Storkøbenhavn, SvømDanmark og HSK er rystede over de seneste svømmehalslukninger. Senest eksempel i rækken af københavnske svømmehaller, der lukkes uden yderligere varsel, er Damhusengens Skolesvømmehal, hvilket blev meldt ud onsdag d. 25. juni. Den foreløbige renoveringsperiode er sat til mindst et år, hvilket går ud over alle de foreningsmedlemmer, der allerede har indløst medlemskab til svømmeundervisning.
Damhusengens Svømmehal er den tredje svømmehal på under et år, der uden varsel og uden forudgående foreningsinvolvering lukkes. De to andre svømmehaller er Vesterbro Svømmehal og Ørestad Svømmehal – sidstnævnte nåede ikke engang at åbne selvom sæsonen var planlagt. For en række år siden, i 2018, var det Hillerødgade Svømmehal, der uden videre blev lukket – dengang med lovning om, at foreningerne fremadrettet ville blive varslet og hørt. Men intet er tilsyneladende sket.
Foreningsmedlemmer rammes lige nu hårdt af kommunens manglende evne til at styre svømmehalsrenoveringerne. I de tre svømmehaller, som er lukket i år, har Hovedstadens Svømmeklub mistet 2.250 pladser, som nu desværre må skrive sig op på den i forvejen lange venteliste, som i mange år talt over 1.000 borgere bestående af primært børn og unge.

Foto: SvømDanmark
Formand i Hovedstadens Svømmeklub, Susanne Glasius Tischer, siger om den seneste lukning:
- ”Jeg er rystet over, at kommunen ingen hensyn tager til børn, unge og voksnes muligheder for at få lært at svømme. Kommunens politisk vedtagne renoveringsplan for svømmehaller sejler bogstaveligt. Aftalen var, at når en svømmehal blev taget ud med henblik på renovering, skulle det først ske, når en ny åbnede eller genåbnede. Nu er tre svømmehaller ude, uden ny eller genåbnet svømmehal som erstatning.”
Særligt påvirker det dog formanden, at klubbens hold for børn med særlige behov, fx på autismespektret, må lukkes og børn og familier i de kommende dage nu må modtage en besked om, at klubben ikke kan levere den undervisning, som de er blevet tilbudt.
- ”Det gør mig virkelig ked af det, at vi nu må sende de beskeder ud. Vi har på det her sene tidspunkt ingen muligheder for at finde nye pladser eller andre muligheder for denne særlige og sårbare målgruppe. Hvor skal de 40 børn nu gå til svømning?”, spørger foreningsformanden.
Hovedstadens Svømmeklub rammes også hårdt økonomisk af de uforudsete svømmehalslukninger. Klubben har allerede i år et stort budgetteret underskud og forventer med lukningen af Damhusengens Skolesvømmehal, at underskuddet vil blive øget i 2026. Klubben har i en længere periode forgæves forsøgt at få dialog med kommunen om en bedre ordning ift. medlemstilskuddet, som klubben ønsker bliver fastfrosset på niveauet før svømmehalslukningerne.
Direktør i SvømDanmark, Allan Nyhus, som er tidligere formand i Hovedstadens Svømmeklub, bakker op og siger:
- ”Ventelister og svømning i København, har desværre i mange år været synonyme med hinanden, og de kommende år bliver det endnu værre i København. Åbningen af nye svømmehaller er forsinkede og renoveringsplanerne er på dybt vand. Kan politikerne i København være tilfredse med det? Kan borgerne i København?”, spørger direktøren for SvømDanmark.
Bestyrelsesmedlem i DGI Storkøbenhavn, Hans Henrik Heming, der selv er næstformand for en lokal svømmeforening, siger om den nye lukning af Damhusengens Svømmehal:
- ”Vi oplever desværre denne type sager igen og igen. Vores ønske er, at kommunen organiserer sig på en ny måde, hvor de bliver bedre til at melde ud ift. svømmehallernes faste brugere – både foreningsmedlemmer og borgere. Vi har i den seneste sag konkret viden om og kendskab til, at kommunen selv har haft kommunikeret om den kommende lukning tilbage i starten af april. Alligevel har hverken vi eller foreningen fået noget at vide, hvilket nu har store konsekvenser – både menneskeligt for foreningsmedlemmer og borgere samt for foreningen rent økonomisk. Det er simpelthen ikke rimeligt.”
DGI Storkøbenhavn, SvømDanmark og Hovedstadens Svømmeklub foreslår, at politikerne i Københavns Kommune følgende øjeblikkelige ændringer:
FAKTA: færre børn får lært at svømme
De mange lukkede svømmehaller påvirker børnenes svømmeduelighed og deltagelse i foreningsfællesskabet.
Således har Hovedstadens Svømmeklub fra 2023 til 2024 i Københavns Kommune mistet 331 medlemmer under 18 år. I samme periode har Svømmeklubben MK31 mistet 427 medlemmer under 18 år pga. renoveringer i svømmehaller.
Susanne Glasius Tischer, formand for Hovedstadens Svømmeklub: 2869 0680
Hans Henrik H. Heming, bestyrelsesmedlem i DGI Storkøbenhavn: 5364 2300
Allan Nyhus, direktør i SvømDanmark: 2219 2305