Læs klubbens netop udsendte pressemeddelelse her.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentOpdateret 16. juni, 06.40
Det er med både vemod og respekt for historien, at Svømmeklubben KVIK Kastrup har truffet beslutning om at lukke klubbens vandpoloafdeling fra næste sæson.
Vandpolo har i årtier været en stolt del af KVIKs identitet. Klubben har fostret landsholdsspillere, høstet medaljer og skabt stærke fællesskaber omkring sporten. Det gør det ekstra svært, at tiden nu er kommet til at sige farvel til denne del af klubbens virke.
Beslutningen skyldes en række uheldige og sammenfaldende omstændigheder. I 2022 lukkede Pilegårdsskolen Svømmehal, hvilket betød, at op mod 700 børn – både fra KVIK og andre – mistede deres svømmetilbud. Det lagde stort pres på de tilbageværende svømmefaciliteter i kommunen. I tiden efter er både interne og eksterne prioriteringer gået ud over træningsmulighederne for vandpoloafdelingen, og i efteråret 2024 blev forholdene så begrænsede, at det ikke længere var muligt at opretholde en bæredygtig hverdag for holdene.
I januar 2025 flyttede klubbens 1. hold og deres licens i 1. division til Taastrup – et skridt, der på mange måder blev et signal om, at fundamentet i KVIK desværre var væk.
"Det her er en tung beslutning, og vi tager den med både sorg og taknemmelighed. Vi skylder alle, der har bidraget til vandpoloens liv i KVIK – trænere, spillere, forældre og frivillige – en kæmpe tak. De har været en vigtig del af vores klub og vores historie," siger Jan, klubchef i KVIK Kastrup.
KVIK vil fortsat fokusere på sin kerne i svømning og sikre gode udviklingsmuligheder for både børn, unge og voksne i vandet.