Med sin karakteristiske stemme og pædagogiske tilgang har Stig Ørberg undervist svømmeskolebørn, konkurrencesvømmere – og nu også deres børnebørn. Nu bliver han hædret med Ragnhild-prisen.
Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulentLørdag den 24. maj 2025 modtog Stig Ørberg SvømDanmarks Ragnhild-pris ved Svøm Slagelse Korsørs 50-års jubilæum. Prisen blev overrakt af SvømDanmarks formand, Pia Johansen, og markerer en særlig anerkendelse af det store arbejde, Stig har ydet som underviser, mentor og udvalgsmedlem gennem mere end fem årtier.
Stig Ørberg har undervist i klubben i over 50 år. Han har haft børn, unge og voksne til svømmetræning – nogle som nybegyndere, andre på konkurrencehold. Fælles for dem alle er, at de har mødt en instruktør, som tager dem alvorligt og formår at skabe tryghed og glæde i vandet.
Hans erfaring som lærer og speciallærer har givet ham en særlig pædagogisk tilgang, som både svømmere, hjælpeinstruktører og andre instruktører nyder godt af. Stigs filosofi er enkel: Alle skal gøre deres bedste, men ingen må drukne. En sætning, der både er alvorlig og humoristisk – og meget sigende for den måde, han underviser på.
Fra venstre: Pia Johansen (formand for SvømDanmark), Stig Ørberg (modtager af Ragnhild-prisen) og Jonas Petersen (formand for Svøm Slagelse Korsør).
Foto: Heidi Pico, Svøm Slagelse Korsør
Stigs indsats rækker langt ud over bassinet. Han har i mange år været engageret i klubbens arbejde uden for svømmetræningen – blandt andet i svømmeskoleudvalget og som tovholder på arrangementer. Han har deltaget i et væld af kurser og netværksmøder for hele tiden at holde sig skarp og dele sin viden med klubbens yngre kræfter.
Mange hjælpeinstruktører har haft deres første undervisningserfaringer ved Stigs side. Her lærer man både at give instruktioner og tage ansvar – og ikke mindst, hvordan man bruger sin stemme, så den kan høres fra den ene ende af bassinet til den anden.
Stigs undervisning har ikke blot hjulpet børn og voksne med at lære at svømme – den har også været med til at forme klubbens fællesskab og kultur. Og i dag underviser han ikke bare tidligere svømmeres børn, men også deres børnebørn.
Ragnhild-prisen gives til personer, klubber eller initiativer, der gør en særlig positiv forskel i svømme-Danmark. Med Stigs mangeårige indsats, både som underviser og inspirator, lever han i høj grad op til prisens formål.
Ragnhild-prisen er opkaldt efter den legendariske svømmer Ragnhild Hveger. Prisen udgør et anerkendende skulderklap og en påskønnelse til en person, en klub, et hold eller et initiativ, der har gjort en særlig positiv forskel for enten en af disciplinerne i SvømDanmark eller for en eller flere medlemsklubber.
Det kan for eksempel være:
En særlig indsats i det daglige virke på klub-, regions- eller landsplan.
Et innovativt tiltag på klub-, regions- eller landsplan.
En særlig indsats for at skaffe flere medlemmer til vores medlemsklubber.
En særlig indsats over en årrække til gavn for miljøet i en af SvømDanmarks discipliner.
14 personer har nu modtaget prisen. Seneste modtager før Stig Ørberg var Mads Hjort.