Stærkt samarbejde mellem Næstved Svømmeklub og kommunen har skabt Sydsjællands største svømmehal – et sted for både fællesskab og konkurrence.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentSydsjællands største svømmehal. Det er, hvad Næstved Kommune kan bryste sig med efter åbningen af byens nye moderne svømmehal, der byder på aktiviteter for vandhunde i alle aldre.
Næstved Svømmeklub har været med i hele processen fra a til z, og klubbens formand Nikolaj Nissen er svært tilfreds med det færdige svømmehalsbyggeri, der danner rammen om den nye klubkultur for børn- og ungemedlemmer, deres forældre samt voksen- og pensionistmedlemmer.
”Vi er højt oppe på tilfredshedsskalaen. Der vil altid være ting, som vi i klubben kunne ønske os anderledes, men alt i alt spiller det, og det skal vi nyde,” siger Nikolaj Nissen og uddyber:
”I vores nye fantastiske omgivelser håber vi at skabe en ny klubkultur – særligt blandt forældre og børn, hvor det at være medlem handler om mere end ”bare” at lære at svømme. Det handler om glæde, fællesskab, frivillighed og engagement.”

En ny æra for et liv med vand og svømmesport i Næstved
For mange år siden begyndte ønsket om en ny og tidssvarende svømmehal at tage form i Næstved Svømmeklub. De eksisterende faciliteter i byens to haller var slidte, og behovet for forandring blev tydeligere og tydeligere. Kommunen lyttede – og investerede.
Resultatet er en moderne svømmehal skabt med input fra dem, der bruger den mest.
“Vi har været med hele vejen. Kommunen har virkelig været indstillet på dialog og samarbejde, og vi har haft mange møder om, hvordan hallen skulle indrettes og fungere fx små detaljer som valg af startskamler og sekretariatets placering. Vi har ikke fået alt, men vi er blevet lyttet til og taget med på råd,” siger formanden.
Med 1.800 medlemmer og ambitioner om både konkurrence og fællesskab skal den nye svømmehal ikke kun fungere som træningsanlæg, men også som samlingspunkt for Næstveds vandentusiaster. Frem mod åbningen og efterfølgende har der løbende været dialog om, hvordan man sikrer både klubbens og kommunens interesser.
”Jo mere vi taler sammen, jo større sandsynlighed er der for, at alle får det, vi har brug for. Det er ingen hemmelighed, at kommunen også skal skabe indtægter til at kunne finansiere driften, og de drøftelser kan være hårde. I klubben har vi dog altid oplevet en reel tillid og et ønske om at finde de bedste løsninger for alle parter,” siger Nikolaj Nissen.
Commitment – ellers bliver du efterladt på perronen
For cirka tre år siden stod Næstved Svømmeklub med en akut udfordring, da kommunen var nødsaget til at lukke Herlufsholm Svømmehal. Svømmeklubben stod til at miste halvdelen af sin vandtid og dermed indtægter på op imod en og halvanden million kroner, inden man ville kunne flytte sine medlemstilbud til den nye svømmehal.
En faretruende tsunami som Næstved Kommune heldigvis valgte at kystsikre svømmeklubben imod.
”Det ville koste klubben livet, og kommunen kunne godt se, det ville se skævt ud, hvis der ikke var en klub parat med foreningsaktiviteter, når borgmesteren klippede den røde snor til byens nye imponerende svømmehal,” siger Nikolaj Nissen.

Formanden fortæller, at kommunen reagerede hurtigt og bevilgede 700.000 kr. over to år som kompensation. En beslutning, der reddede klubbens fremtid og understregede det gode samarbejde mellem klub og kommune.
”Kommunen har været behjælpelige i hele processen, men vi er ikke kommet sovende til den gode overgang til den nye svømmehal. Havde vi ikke haft to fuldtidsansatte, hvoraf den ene har været dedikeret til projektet, var vi endt med at stå tilbage på perronen. Et projekt på den størrelse kræver fuld koncentration, og det vil en frivillig bestyrelse ikke kunne klare – uanset hvor højt engagementet end måtte være,” er formandens ærlige melding.
Efter den officielle åbning i slutningen af marts plaskede Næstved Svømmeklubs medlemmer for første gang løs i den nye svømmehal 1. april. I overgangen til noget nyt vil der altid være nogle startvanskeligheder, men klubben er glade for endelig at være kommet i gang med at bruge Næstved Svømmehals fantastiske faciliteter.
”Det hele er fortsat nyt, og vi evaluerer løbende samarbejdet med kommunen, så vi på sigt får skabt de bedste rammer for vores medlemmer og svømmehallens daglige drift,” siger Nikolaj Nissen.
Formanden sender i samme omgang ros afsted til klubbens medlemmer, der midt i sæsonen blev flyttet fra den velkendte svømmehal på Nygårdsvej.
"Klubbens medlemmer og deres familier har udvist en mentalitet, der i høj grad afspejler ånden i dansk breddeidræt – præget af engagement, fleksibilitet og en stærk vilje til at finde løsninger. Hvor man kunne have forventet uro, har både svømmere og forældre i stedet mødt omstillingen med bemærkelsesværdig smidighed og holdånd. Den indsats anerkendes og værdsættes højt.”
SvømDanmark glæder sig til at følge partnerskabets udvikling og se svømmehallen blive samlingspunkt for et liv med vand i Næstved.
Vil du vide mere om Næstved Svømmeklub, kan du læse mere på deres hjemmeside eller Facebookside. Du er også velkommen til at se nærmere på Næstved Svømmehal – det kan du evt. gøre på deres hjemmeside.