0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Blume optaget i Sportens Hall of Fame

04-01-2025

Den danske OL-guldvinder er den tredje svømmer, som optages i Sportens Hall of Fame, der nu tæller 41 medlemmer.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Ved Sport 2024-showet i Jyske Bank Boxen blev svømmeren Pernille Blume optaget som nyt medlem af dansk idræts fineste selskab, Sportens Hall of Fame. Hun er nu i selskab med koryfæer som Michael Laudrup, Anja Andersen og Tom Kristensen – og ikke mindst de to svømmestjerner Ragnhild Hveger og Lotte Friis, som blev optaget i henholdsvis 1992 og 2019.

 

Det nye medlem i Sportens Hall of Fame, Pernille Blume, siger ifølge en pressemeddelelse udsendt af Danmarks Idrætsforbund (DIF):

 

”Det er en kæmpe ære. Tænk at være en del af sådan et selskab. Det er personligheder, jeg altid har set op til, og tænk at der også er nogen, der ser op til mig. Der følger et stort ansvar med det, for jeg ønsker at være et godt eksempel for den unge generation og vise, at de skal gå efter deres drømme, selvom de kan virke urealistiske."

 

Som 30-årig bliver hun det yngste optagne medlem af Sportens Hall of Fame nogensinde. Alligevel har hun en lang og flot karriere bag sig. Tre OL-medaljer, seks medaljer ved VM og 18 EM-medaljer blev det til, inden hun lagde svømmebrillerne på hylden i slutningen af 2022.

 

Dansk idrætshistorie

I den udsendte pressemeddelelse fremgår det også, at formand i DIF, Hans Natorp (som også er formand for Sportens Hall of Fame-komite), glæder sig over at byde Pernille Blume velkommen som medlem nummer 41.

 

”Jeg tror, at alle danskere husker Pernilles guldmedalje fra Rio som noget helt specielt. Som et stykke dansk idrætshistorie. Ingen havde regnet med det på forhånd, men Pernille viste alle danskere, at alt er muligt. Efterfølgende beviste hun gang på gang, at hun var en af verdens bedste i en af verdens største idrætter. Derfor er det fuldt fortjent, at hun nu bliver optaget i Sportens Hall of Fame,” siger Hans Natorp.

 


Øjeblikket, hvor Pernille Blume bliver olympisk mester på 50m fri i Rio 2016.

Foto: Patrick Kraemer.

 

Taknemmelig for støtte

Pernille Blume er med rette stolt af sin karriere. Men hun er også meget bevidst om, at hun ikke var alene om at lykkes. Hun siger:

 

”Min familie har betydet enormt meget. Særligt min mor, der har været min mentale støtte, men også min far, som tog sig af alt det praktiske, og min bror, som havde en urokkelig tro på mig og altid fik mig til at slappe af.”

 

”Men også min træner frem mod Rio-legene, Stefan Hansen, har haft en kæmpe betydning. Han tillod, at jeg selv tog styringen, hvilket var ret usædvanligt. Min mentor Ann har også været meget vigtig for mig. Det samme har min agent, Michelle. Mit liv ændrede sig efter Rio, hvor jeg gik fra at være ukendt til at være kendt af alle danskere. Jeg gik fra at bare være Pernille til at være Pernille Blume. Jeg havde svært ved at sige nej til alle forespørgslerne, men her hjalp Michelle mig, så jeg fortsat kunne fokusere på min sport.”

 

Stefan Hansen og Pernille Blume med sin OL-bronzemedalje under OL i Tokyo 2021.

Foto: Patrick Kraemer.

 

Kom og se busterne og mød SvømDanmark

Sportens Hall of Fame har hjemme i Idrættens Hus i Brøndby, hvor også SvømDanmak har hovedkontor. Der er gratis adgang, og alle er velkomne til at komme og se busterne. Der er åbent for besøgende man-fre kl. 8-17.

 

Bag Sportens Hall of Fame står Ekstra Bladet, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

 

Læs mere om Sportens Hall of Fame her.


 






Cookieindstillinger