0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk duo skal sikre VM-succes

09-12-2024

OL-finalist og EM-medaljetager udgør svømmelandsholdet til verdensmesterskaberne.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Husk at abonnere på SvømDanmarks pressemeddelelser, så du får dem direkte i din indbakke.

 

Budapest: Et verdensmesterskab på kortbane følger traditionen tro i kølvandet på et OL – og i år er ingen undtagelse. Det imponerende ungarske svømmestadion, Duna Arena, samler denne uge verdenseliten, som for første gang siden de Olympiske Lege i Paris står overfor hinanden. 

 

Som tilfældet var ved VM på kortbane i 2021 efter OL i Tokyo, er dansk svømmesport også denne gang repræsenteret med et lille konkurrencestærkt hold.  

 

”Målet med vores VM-deltagelse er at kæmpe med blandt de bedste og være repræsenteret i finaler – som minimum semifinaler. Kvalifikationskriterierne er benhårde, og når det samtidig kulminerer med perioden efter OL, hvor mange atleter på tværs af idrætter lige suger luft ind, så bliver det et smalt dansk hold, der deltager ved verdensmesterskaberne,” siger SvømDanmarks landsholdschef Thomas Stub og uddyber: 

 

”Den danske VM-duo har niveau til at gøre sig gældende, og jeg glæder mig til at se kulminationen på deres kortbanesæson, der indtil nu har budt på flere spændende perspektiver.” 

 

 

Dansk OL-finalist klarmelder sig

Dette års danske VM-sølvvinder og europamester Helena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub kom galt afsted kort efter de Olympiske Lege, hvor hun brækkede halebenet. Det udskød noget træning, men den seneste periode er hun virkelig kommet efter det. Blandt andet efter en lang træningslejr med Det Nationale Træningscenter (NTC). 

 

”Halebenet er stort set helet, og jeg glæder mig til at komme ud at svømme om kap igen. Det bliver umiddelbart mod de samme som fra OL-finalen, så jeg håber, jeg igen kan gøre mig gældende frem til det sidste. Det bliver svært, for nogle af de andre har virkelig svømmet hurtigt efter OL, men jeg kommer til at gøre mit absolut bedste, og så må vi se, hvor langt det rækker,” siger Helena Rosendahl Bach.

 

Se stort videointerview med EM-guldvinder Helena - klik her.

 

 

EM-sølvvinder debuterer ved VM

Clara Rybak-Andersen fra Gentofte Svømmeklub var i sommer en del af det yderst succesfulde danske landshold, der vandt hele otte medaljer ved europamesterskaberne i Serbien. Den 21-årige svømmer vandt sølv på 200m brystsvømning og var en del af bronzeholdet på 4x100m medley, og hun håber at svømme sig til flere store præstationer i Ungarn. 

 

”Jeg glæder mig virkelig meget til at svømme VM. Det er et vigtigt mesterskab, hvor jeg vil svømme hurtigt, men også en stor oplevelse jeg skal huske at nyde. Jeg har længe haft som mål at komme med til VM, så det er også en milepæl i sig selv at deltage, men jeg håber ikke, at det bliver en hvilepude. Selvom det er et stærkt felt, vil jeg gerne svømme stærkt, slå nogle personlige rekorder og forhåbentligt snige mig med i en finale,” siger Clara Rybak-Andersen.  

 

Se stort vidoeinterview med EM-sølvvinder Clara - klik her.

 

Kort om VM

Verdensmesterskaberne på kortbane afholdes tirsdag den 10. december til søndag den 15. december i den ungarske hovedstad Budapest. De indledende heats starter alle dage klokken 09.00, mens finaleafsnit med semifinaler og finaler starter klokken 17.30.? 

  • Program og resultater kan ses her
  • Følg mesterskaberne live ved at klikke her (gratis med login) 
  • SvømDanmark dækker mesterskabernes intenst på svømmesport, Instagram og nyhedsbrev
  • Det officielle VM-site
  • Oversigt over danskernes tilmeldt løb.
    • Helena Rosendahl Bach: 400m fri, 100- og 200m butterfly 
    • Clara Rybak-Andersen: 100- og 200m brystsvømning samt 200 og 400m medley  

Stab omkring landsholdssvømmerne under VM

  • Kasper Linddal, træner
  • Thomas Stub, landsholdschef
  • Martin Ladewig, behandler

 


 






Cookieindstillinger