High diveren Annika Bornebusch har gennemført Korpset med strategier og evner, som hun har lært af sin sport.
For tre uger siden løb det sidste afsnit af Korpset sæson 7 over skærmen på TV2. Her stod en af svømme-Danmarks egne atleter, nemlig high diveren Annika Bornebusch, som en ud af tre tilbage. Hun havde netop gennemført det benhårde kursus, som baserer sig på jægerkorpsets træningsprogram for elitesoldater.
Der er ingen tvivl om, at hun har trukket på en masse erfaringer fra sin sport for at kunne klare kursets otte dage i konstant alarmberedskab og øvelser, der udfordrede hende både fysisk og mentalt.
”Al sport på højt niveau handler jo meget om at kontrollere pres eller en usikkerhed, at kunne præstere og komme videre efter et nederlag. Og det er også meget det, som Korpset har handlet om,” siger Annika.
Derfor tog hun også chancen og brugte Korpset til at finde ud af, hvad hun kan, når hun presser sig selv til det yderste.
”Det var vigtigt for mig at finde ud af, hvad mit fulde potentiale er. Jeg ville ikke lettest muligt igennem eller prøve at tilpasse mig, hvor gode de andre var. Jeg tror, at følelsen af, at man kunne have gjort mere, ofte er en, der hjemsøger sportsfolk. Hvis ikke man opnår det resultat, man havde drømt om, kan man føle: ’Jeg forløfte ikke mit fulde potentiale, fordi jeg kunne have gjort mere’. Den følelse ville jeg ikke stå med bagefter.”
Optagelserne fandt sted i april, og det passede perfekt i forhold til Annikas high diving-sæson. Hun kom hjem fra VM i Doha i februar og skulle først lave high dives igen til et schweizisk mesterskab i juni. Selvom selve udspringstræningen var på pause, gik hun i gang med en intens træning op til Korpset – og den var noget anderledes, end hun var vant til.
”Rent fysisk lavede jeg en meget anderledes træning. Normalt føler jeg mig mere eksplosiv. Som high diver kan man hoppe højt, og mine ben er smidige. Efter halvanden til to måneders træning, hvor træningen fx bestod af meget lange løbeture med rygsæk, føltes mine ben tunge og usmidige.”
Alligevel var hendes fysiske styrke nok en af hendes største forcer i programmet.
”Lige så snart vi havde en rygsæk eller noget tungt at slæbe på, var det virkelig til min fordel. Og det hænger klart sammen med al den tunge styrketræning, jeg har vant til at lave i forhold til high diving, så jeg kan beskytte mig selv og være stærk nok til at tage landingerne,” forklarer Annika.
En anden af hendes styrker var også, at hun har nemt ved at være vand:
”Nogle af de andre blev meget stressede af bare at skulle være i vand. Det var noget nemmere og naturligt for mig. I udspring tumler man meget rundt i vand og hvirvler rundt, hvis ikke man får spændt op. Så det rører mig overhovedet ikke at blive kastet ned i koldt vand. Det var faktisk rigtig dejligt. Hver gang der kom en vandøvelse, kunne jeg slappe af og tænke: ’Okay, nu har jeg lige en pause, hvor jeg kan slappe lidt af.”
Annika havde fra starten en strategi om at være til stede i nuet. Det er en evne, hun har med fra sin sport, hvor hun har arbejdet meget med mentale strategier – at fokusere på opgaven og skære alt andet fra.
”Det er vigtigt, at du giver dig 100 % på hver eneste spring – også selvom du til en konkurrence skal lave 20 high dives på fem dage. Du kan ikke sige: ’Jeg giver mig ikke lige 100 % nu, for jeg skal bruge noget energi i morgen’. Det hjælper jo ikke, for hvis du ikke er der 100 %, bliver det farligt at lave et high dive,” forklarer Annika og fortsætter:
”Jeg tror, at nogle af de andre i Korpset var meget mere ramt af usikkerheden. Du vidste aldrig, hvad der skulle ske, når du kom ud til en opgave. Du vidste aldrig, hvad det næste ville blive, eller hvor lang tid det varede. Der tror jeg virkelig, at high diving har givet mig en kæmpe fordel mentalt i Korpset.”
Det var dog ikke lige nemt i alle øvelser. Nogle af øvelserne var tilrettelagt for at teste aspiranternes evne til at holde overblikket, og der oplevede Annika at blive stresset.
”Den værste var nok øvelsen i radartårnet. Jeg fandt ud af, at når jeg bliver sat i en stresset situation med tidspres, så glemmer jeg at trække vejret og tage den med ro. Det har jeg lært, at jeg kan blive bedre til. I ens normale liv er man som regel forberedt på stressede situationer. I Korpset vidste man ingenting. Man var bare helt blank og uforberedt. Det var helt nyt for mig,” fortæller Annika.
Undervejs i Korpset lever man tæt sammen med et dusin andre aspiranter. Selvom instruktørerne bedømmer aspiranterne individuelt og mange af øvelserne også er individuelle, var det alligevel de tætte levevilkår og hold-øvelserne, som bekymrede Annika mest på forhånd.
”Jeg altid har opsøgt individuelle sportsgrene. Jeg kan godt lide selv at have styr på tingene, og at det er mig, der afgør, hvordan udfaldet bliver. Så jeg var spændt på, hvordan jeg ville reagere, men jeg blev kæmpe positivt overrasket,” siger Annika og uddyber:
”Det fede ved Korpset som tv-program er, at du ikke bliver bedre af at gøre de andre dårligere, for instruktørerne kan se lige igennem dig, og de er ligeglade med, hvor gode de andre er. De kigger bare på dig. De skal ikke finde en vinder. Derfor er man ikke er konkurrenter, men ægte holdspillere. Det gjorde det nemt at støtte hinanden helhjertet.”
Det er en følelse, som Annika genkender fra high diving.
”Ens placering i en konkurrence afhænger af, hvor gode de andre er, men det afgør ikke, hvor godt du selv performer, eller hvor tilfreds du kan være med dit eget spring. På den måde hepper man på hinanden. Samtidig er det en ekstremsport, og det giver et fællesskab at stå på platformen og mærke, at alle er nervøse og bange. Det giver et specielt fællesskab, som man nok ikke oplever i mange andre sportsgrene,” forklarer Annika og fortsætter:
”I Korpset er vi gået igennem det samme og kan støtte hinanden. Det har bundet os sammen, fordi vi har lavet nogle vilde ting sammen – på samme måde som hvis man har lavet high dives sammen. Man har rykket nogle grænser, og det giver sammenhold.”
Korpset givet Annika en indsigt i, hvordan hendes erfaringer fra high diving kan bruges i andre aspekter af livet.
”Mange af de ting, jeg var god til i Korpset, har jeg lært gennem high diving – fx at tage én ting ad gangen, og hvis du gør det, kan du mere, end du tror, og opnå ting, som tidligere føltes umulige. Det har været en bekræftelse af, at de ting, jeg har lært af high diving, virker: At man ikke skal begrænse sig selv, men tage én ting ad gangen og have store drømme.”
Annika beviste, at hun – som de siger i Korpset – er gjort af det rette stof. Men det er vigtigt for hende at understrege, at det ikke betyder, at man skal kunne gennemføre Korpset for at være high diver.
”Måske er der nogen piger eller kvinder, som ser programmet og tænker: ’Hun må da godt nok være sej for at være med i Korpset, og hvis man skal være sådan for at dyrke high diving, så er det i hvert fald ikke noget for mig’. Til dem vil jeg bare gerne sige, at jeg har brugt mange år på at lære det, udvikle mine kompetencer og opbygge min styrke både mentalt og fysisk. High diving er noget, som alle kan lære med tiden. Det kræver ikke, at man er gjort af det rette stof,” siger Annika Bornebusch og uddyber:
”Alle i Korpset, uanset hvor langt de kom, har lært noget om sig selv og fundet ud af, at de kan mere, end de troede var muligt. Det er det samme i high diving, uanset hvilken højde du springer fra. Om det er fra 3 meter eller 5 meter, så kan det føles som en succesoplevelse at gøre noget, man ikke troede var muligt. Hvis man har lyst, skal man bare springe ud i det og udfordre sig selv.”