0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Masser af action til DM og NM i havlivredning

12-09-2024

Nogle af de absolut dygtigste havlivreddere i verden dyster om metal på stranden i Juelsminde, når der i weekenden er både danske og nordiske mesterskaber.


I weekenden 14. og 15. september bliver Juelsminde Strand omdannet til den fedeste Baywatch-kulisse med havet som levende element. Der er nemlig dømt DM og NM i havlivredning, hvor Danmarks absolut bedste havlivreddere konkurrerer i discipliner som blandt andet ocean race, surfrace, boardrace, surf ski race og rescue tube relay. Det bliver med højt tempo og en masse fed energi.

 

 

Udover at det er et DM, så er stævnet også et nordisk mesterskab, så de skarpeste havlivreddere fra Tyskland, Danmark, Sverige og Norge er til start i Juelsminde. En af Danmarks dygtigste havlivreddere, 18-årige Per Lucas Odrich, stiller også til start. Han er netop hjemvendt med en bronzemedalje fra VM i livredning.

 

“I havlivredning er rigtig mange forskellige sportsdiscipliner kombineret i forhold til, hvis man sammenligner med traditionel svømning. Hvis man for eksempel er god til at løbe eller ro, så kan man gøre sig ekstra gældende til havlivredning, og så er der masser af action, som gør, at publikum får en fed oplevelse,” siger han og understreger, at man i havlivredning lærer en masse om havet, og hvordan man opholder sig sikkert i det.

 

Fællesskabet er i højsædet

Foruden at være en del af havlivredningssporten er Per Lucas Odrich også konkurrencesvømmer i Aarhus 1900, men han har mere og mere fokus på sporten i havet.

 

“Det er en sjov og fed sport, hvor vi konkurrerer i langt flere discipliner end i svømning,” siger Per Lucas Odrich, som er tidligere dansk mester i havlivredning og har været med til konkurrencerne siden 2015.

 

 

Per Lucas Odrich håber, at rigtig mange mennesker lægger vejen forbi Juelsminde Strand, når deltagerne giver den gas i sandet og vandet. Især er disciplinen ‘beach flags’ rigtig attraktiv for publikum, fordi livredderne konkurrerer i at samle flag ind på stranden – det går stærk, og det er superspændende, fortæller han.

 

Han ser frem til at deltage ved mesterskaberne og til at møde sine kammerater og konkurrenter, og selv om de konkurrerer om at få metal om halsen, er fællesskabet på tværs af aldersgrupper og køn i højsæde, når han står klar på Juelsminde Strand.

 

Højintensitet og spænding

Stævnearrangør, i livredningsudvalget i Svøm Danmark, Emil Kamuk, ser også frem til konkurrencerne.

 

“Jeg forventer nogle virkelig tætte konkurrencer med høj intensitet og god energi. Det er mega fedt at se på for publikum, og udøverne giver den fuld gas. Havlivredning er meget mere end at redde folk op fra vandet. Der sker en masse, og det er fedt at se på, og så skal vi huske, at nogle af de absolut dygtigste udøvere i verden deltager,” siger Emil Kamuk.

 

 

Direktør for Svøm Danmark, Allan Nyhus, fortæller, at livredning er på vej frem, og han ser også frem til mesterskaberne.

 

“Mange tror, at livredning er at sidde og spejde udover vandet, men sådan forholder det sig ikke altid. Livredning er også en virkelig fed disciplin indenfor svømmesporten, og samtidig er det en vigtig sport, fordi den også har en samfundsnyttig funktion og er med til at skabe tryghed i vandet. Svøm Danmark har indgået et samarbejde med TrygFonden, hvor vi arbejder sammen om at udbrede livredning og dets egenskaber endnu mere til de danske svømmeskoler over de kommende år, og det glæder jeg mig virkelig over,” siger Allan Nyhus.

 

FAKTA:

  • 120 havlivreddere fra ind- og udland deltager i konkurrencerne i Juelsminde
  • Deltagerne er i alderen 10-40+
  • Det er andet år i træk, at de nordiske mesterskaber bliver afholdt i forbindelse med DM
  • Der er gratis adgang til konkurrencerne på Juelsminde Strand

 

 

For yderligere info kontakt direktør i Svøm Danmark, Allan Nyhus på tlf.: 22192305


 






Cookieindstillinger