Efter udfordringer med helbredet er Mathea J. Sending atter i topform, og det skal kulminere med stærke præstationer til EM for juniorer.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentEn af Danmarks mest talentfulde kunstsvømmere, Mathea J. Sending, deltager denne uge ved EM Junior på Malta. Den unge atlet, som repræsenterer Hovedstadens Svømmeklub, har allerede deltaget i en række internationale mesterskaber, men det kommende junior-EM beskriver hun alligevel som karrierens foreløbige højdepunkt.
”Det er en drøm, der går i opfyldelse, og det er ikke helt gået op for mig, hvor stort det er.”
Udfordrende EM-rejse
Kunstsvømmerens vej til EM har ikke været uden bølgeskvulp. For godt et år siden trænede hun duet med Karoline Christensen med henblik på at kvalificere sig til European Games, men stadig ukendte helbredsårsager satte en stopper for den mission.
I en lang periode var Mathea J. Sending ugentligt forbi hospitalet for at blive testet. Problemerne skulle vise sig at være relateret til hendes lunger som følge af covid-19.
”Problemer med lungekapaciteten er ikke ligefrem en fordel i kunstsvømning, hvor hele præstationen i høj grad bunder i, hvor godt ens lunger fungerer. Jeg har dog fået nye træningsplaner, som tager højde for udfordringerne og er igen vældig optimistisk for min karriere,” siger hun.
Og det har hun god grund til at være. Så sent som i maj vandt hun det nordiske seniormesterskab i tech solo og ankommer til Malta i topform.
Mathea J. Sending i aktion under nordiske mesterskaber 2024.
Foto: SvømDanmark & privat foto.
Danmark vil kunstsvømning mere end Norge
16-årige Mathea J. Sending startede med at dyrke kunstsvømning i Norge, hvor hun har boet størstedelen af sit liv. Da hun for alvor begyndte at vise prøver på sit talent, måtte hun dog sande, at sportens størrelse i Norge ville gøre det svært for hende at forfølge sine drømme. Derfor søgte hun mod Danmark, da hendes far er dansk, og hun har dobbelt statsborgerskab.
”Allerede som 13-årig deltog jeg til DM. Der blev jeg efterfølgende udtaget til Danmarks seniorlandshold, og jeg var med til World Cuppen i Frankrig,” fortæller Mathea J. Sending.
I sommeren 2022 flyttede hun permanent til Danmark efter sin deltagelse i VM Youth i USA. Her blev hun en del af Gladsaxe Svømmeklub, hvilket skulle vise sig at blive en stor omvæltning.
”Tidligere havde jeg trænet alene med min mor og min træner fra Sydafrika på en videoforbindelse. I Gladsaxe var der en stærk træningskultur, hvor der virkelig var fokus på at udvikle sig. Alle tog sig godt af mig, og jeg lærte utrolig meget – særligt af Mia og Karoline,” siger hun.
På grund af de høje leveomkostninger i Danmark og besværligheder med at balancere uddannelse og træning, flyttede hun for tre måneder siden til Göteborg. Her går hun nu på en international skole, som i højere grad muliggør at kombinere uddannelse og sport.
Nu gælder det EM på Malta
Det er første gang siden 2011, at dansk kunstsvømning er repræsenteret ved et EM Junior. Dengang repræsenterede Mia Heide Danmarks rød-hvide farver, og man skal altså have et højt niveau, for at kunne deltage til det europæiske juniormesterskab.
”Mange af kunstsvømmerne i juniorklassen deltager også til de internationale seniormesterskaber, heriblandt OL i Paris. Så jeg glæder mig til at konkurrere mod de bedste og forhåbentlig tage endnu et stort skridt i min karriere og mod min drøm om at blive en af sportens bedste,” siger Mathea J. Sending.
Fakta
Internationale meritter
EM Youth i Croatsia 2021
World Cup 2022 (første seniordebut)
Guld til nordisk ungdomsmesterskab 2022
VM Youth i USA 2022
Nordisk senior- og juniormesterskab 2022
Nordisk seniormester i tech solo 2024