0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Debat: Sat skak af Qatars kulturelle benspænd

15-03-2024

Debatindlægget er bragt i Idrætsmonitor mandag den 11. april 2024.

Af: Pia Johansen, bestyrelsesformand

Debatindlægget kan også læses hos Idrætsmonitor - klik her.

 

Som formand for SvømDanmark havde jeg for nogle uger siden fornøjelsen (eller forpligtelsen – afhængig af øjnene, der ser) af at være til stede under svømmesportens VM i Doha, Qatar.

 

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at vores del af verden ser den destination som indbegrebet af alt det mest betændte, når vi snakker om at udnytte sportens værdier. Vi ved, at Qatar investerer tungt i sporten for at brande deres land og bruger sportens internationale netværk og universelle værdier til at åbne døre for økonomiske og geopolitiske samarbejder.

 

Sammenlignet med de øvrige gange, hvor jeg har været til stede ved internationale mesterskaber, var det denne gang sværere for mig at møde regionens idrætspolitikere og lokale arrangører. Det var tydeligt, at Qatars meget anderledes kultur gjorde sit indtog omkring sportsarenaerne, som jo er der, hvor både networking og de uformelle politiske debatter foregår.  

 

At være kvindelig idrætspolitiker giver adgang, men ikke i Qatar

I disse år kan det ofte være en fordel at være kvinde i international idrætspolitik, fordi kønskvoter giver adgang.  Det var bestemt ikke tilfældet i Doha. Her blev jeg mødt med en blanding af afmålt venlighed, nedladende attitude eller slet og ret ignoreret.  

 

Det betød, at jeg denne gang ikke lykkedes med at blive en del af de samtaler, der hele tiden finder sted omkring arenaerne i forbindelse med et mesterskab. Jeg fik derfor heller ikke muligheden for at lytte og lære hvilke nye politiske dagsordner, der enten er ved at finde vej til svømmesportens rampelys eller er ved at blive begravet på bunden af bassinet. 

 

Det kan der selvfølgelig være mange forklaringer på, men min tese er, at rammesætningen for de uformelle debatter til sådan et mesterskab bevidst eller ubevidst er en afspejling af værtslandets kultur for politiske dialoger. I dette tilfælde tror jeg, at synet på kvinders og minoriteters plads i samfundet i Qatar smittede af på hele stemningen. Kvinder var slet ikke tænkt ind. Fordi det er en kulturel selvfølge, at en idrætspolitiker er en mand. Kvinders stemme findes ikke. 

 

Et af de få steder, jeg stødte på lokale kvinder, var på vej ind til herrernes vandpolofinale. Bag arenaen sad en gruppe Niqab-klædte kvinder på en række. De ventede på deres mænd, som til gengæld sad i VIP-logens hvide lædersofaer og overværede finalen. Naturligt på de kanter, men helt utilstedeligt i vores del af verden og måske netop derfor et billede, der stadig sidder på min nethinde, efter jeg er vendt hjem. 

 

Kultur smitter, på godt og ondt 

Vi glædes i Danmark, når andre kan se, at vores værdier er stærke og solide. Gode at adoptere og bygge et samfund på. Vi vil gerne smitte de andre. Jeg oplevede, at kulturen også smitter i Doha. Jeg mærkede tydeligt den tavse foragt og nedladenhed, når jeg som kvinde, uanset de lange bukser og trøje, gik alene i indkøbscentret. Eller når en lokal, jeg havde en længere samtale med, tydeligt og direkte sagde til mig, at han synes, kvinder skal være tildækkede og i øvrigt blive hjemme. Omkring arenaerne oplevede jeg, at de idrætspolitikkere, jeg allerede kender, brugte mere tid med deres egne teams fremfor at være opsøgende for nye bekendtskaber. 

 

Jeg så mig selv bruge flere timer alene på mit hotelværelse end nogensinde, og jeg havde ikke modet til at insistere på at være opsøgende, selvom vilkårene var svære. 

 

Jeg tror alligevel på, at min blotte tilstedeværelse gør en forskel. Det er bestemt ikke en god løsning at blive hjemme. Det gør en forskel at være til stede. Kultur smitter også den anden vej. Og ved min blotte tilstedeværelse viser jeg, at kvindelige idrætspolitikere er kommet for at blive. 


 






Cookieindstillinger