0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Gode takter i dansk VM-debut

02-02-2024

Laura Venetia Valore slutter på en 39. plads i damernes 1 meter vippe til VM.

Af: Dansk udspring

Tidligt fredag morgen sprang Laura Venetia Valore sin første konkurrence ved VM i Doha, damer 1 meter.

 

Konkurrencen havde i alt 47 deltagere og indledende runde afvikledes i to halvdele, hvoraf Laura var start nummer 7 i første halvdel.

 

Første spring, halvanden tysker hoftebøjet, havde en fin afvikling og blev afregnet med 6½ af dommerne. Mange deltagere havde dette som første spring, og Laura var i den bedste tredjedel af feltet.

 

Andet spring, halvanden forlæns salto med hel skrue, fik også en god start og blev afviklet jævnt til karakterer 5 og Laura er fortsat med hovedfeltet. Derefter halvanden baglæns hoftebøjet i rigtig god afvikling og med karakterer fra dommerne på 6/6½ og stiger et par pladser i feltet.

 

Fjerde spring gik dog ikke som planlagt. Halvanden Molberg hoftebøjet havde for meget energi i indhoppet, mangler balance og Laura vælger derfor at ”save” ved at dykke i på hovedet, hvilket korrekt udløser et failed dive. Dette rykker derfor Danmark ned i en 42. plads.

 

Sidste spring skulle således afvikles ovenpå den skuffende fjerde runde og Laura kom fint igen med 2½ forlæns salto med en stabil afvikling og karakterer 5½ fra dommerne. Dermed kom Laura ud af hendes delrunde som nummer 18 ud af 24 springere og i det samlede placement som nummer 39 af 47.

 

Efter konkurrencen siger Laura – jeg er virkeligt skuffet over at misse min Molberg i denne konkurrence, da jeg virkeligt følte konkurrencen gik rigtig fint.

 

Laura er en del af et fællesnordisk team på 10 udspringere, hvoraf der er en tidligere OL-deltager, samt en atlet, som allerede har sikret Sverige den første nationsplads til Paris’24. I damer 1 meter deltog fem nordiske kvinder, hvoraf de to svenskere Emilia Nilsson Garip og Elna Widerström tog sig videre til finalen, som afvikles i aften. Et nordisk samarbejde, som er meget givende for det lille danske hold!

 

Dansk deltagelse ved VM efter flere årtiers fravær er en dannelsesrejse, som kræver både springteknik, stævneerfaring og mentalt overskud til at begå sig på den store scene. Dansk Udspring tager vigtige læringer med fra denne indsats og Laura har påvist, at hun har både serien og teknikken til at deltage på dette niveau, med et potentiale for at udvikle sig i international high performance.

 

Anden og sidste danske start ved VM i DOHA er damer 3 meter, torsdag den 8. februar.


 






Cookieindstillinger