Landsholdssvømmeren bliver nummer tre i EM-finalen på 50 meter frisvømning.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent
I et tæt finale på 50 meter frisvømning svømmer Julie Kepp Jensen sig til EM-bronze. Den dobbelte danske OL-deltager slår ind i 23.89, hvilket kun overgås af Michelle Coleman fra Sverige (23.52) og franske Beryl Gastaldello (23.71).
Medaljen er Julie Kepp Jensens første individuelle internationale seniormedaljer. Hun har tidligere vundet tre holdkapmedaljer til europamesterskaberne på kortbane, heraf en af sølv og to af bronze. Det er den sjette medalje til et EM på kortbane, som NTC-træner Jon Langberg har andel i.
Julie Kepp Jensen har sin daglige gang på Det Nationale Træningscenter (NTC), der drives af SvømDanmark og Team Danmark. I klubregi repræsenterer landsholdssvømmeren startfællesskabet A6, der består af svømmeklubberne: A6 Slangerup, Laksen og JGI-swim.
Årets mandelgave. Glæd en svømmer eller en dansk svømmefan med SvømDanmarks officielle
landsholdsbadehætte - find den her.
Andre flotte danske resultater onsdag aften i Rumænien
I den femtehurtigste tid blandt semifinalisterne på 200m butterfly, avancerer Helena Rosendahl Bach til finalen. Det gør hun i tiden 2.05.88. Tilbage i 2021 vandt hun sølv på distancen.
Clara Rybak-Andersen bliver nummer seks i finalen på 100m brystsvømning. Hun sætter hænderne i væggen i 1.05.35 – blot 0.08 sekund fra hendes personlige rekord hun satte i går.
Schastine Tabor bliver efter en stor personlig rekord nummer ni i semifinalen på 100m medley. Hun svømmer for første gang under minuttet, 59.60 sekunder.