0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Rekordmange atleter deltager i DM og NM i havlivredning

31-08-2023

Nu er der kun få dage til DM og det første NM i 12 år.

Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulent

Denne weekend vil Hornbæk Strand danne rammerne for DM og NM i havlivredning, og der er lagt op til et par spændingsfyldte dage. Der vil være konkurrencelivreddere i alle aldre til stede, da mesterskaberne har rækker for børn, juniorer, seniorer og masters.

 

Både DM og NM har rekordmange deltagere. Mere end 150 atleter vil være til stede på Hornbæk strand – klar til at deltage i de 10 individuelle discipliner og de seks holdkapper. De repræsenterer 12 forskellige klubber, hvoraf tre af dem er internationale.

 

”Det er fedt at se så højt et deltagerantal. Det vidner om, at livredningssporten er ved at blive mere udbredt i de danske klubber. Vi håber, at weekendens mesterskaber kan være med til at inspirere flere til at prøve konkurrencelivredning,” siger Mads Hjort, der er medlem af LISK – SvømDanmarks livredningsudvalg.

 

De mange deltagere giver naturligvis et tætpakket program for det halvandet døgn, som DM og NM har til rådighed.

 

”Jeg har været involveret i konkurrencelivredning i 10 år, og det er første gang, jeg oplever, at vi er nødt til at holde indledende konkurrencer forud for finalerne – simpelthen på grund af antallet af deltagerne,” fortæller Mads Hjort.

 

Forsvarende mestre, dygtige juniorer og australsk inspiration

Det er især værd at holde øje med de forsvarende danmarksmestre og den danske juniortrup, der var afsted til EJM i Polen for både bassin- og havlivredning.

 

”I havlivredning stod de seks piger og seks drenge for nogle af de bedste resultater, juniorlandsholdet har haft på stranden til et EJM, hvor de blandt andet opnåede 15 A-finaler,” fortæller Mads Hjort.

 

Foruden de danske og nordiske atleter vil en gruppe australske konkurrencelivreddere også deltage. De har hen over sommeren været kystlivreddere hos enten TrygFonden Kystlivredning eller Livredningstjenesten på Nordkysten og bliver hængende et par uger ekstra for at være med.

 

”De australske deltagere kan naturligvis hverken vinde DM eller NM. Men der er nogle ekstremt dygtige atleter iblandt dem, og jeg håber, at de kan være med til at skabe en god stemning og inspirere nogle af vores egne atleter,” forklarer Mads Hjort.

 

Et stærkere nordisk samarbejde om konkurrencelivredning

Det er første gang i 12 år, at de nordiske mesterskaber afholdes, det er håbet at styrke relationerne til resten af Norden.

 

”Vi vil forsøge genstarte det nordiske samarbejde om konkurrencelivredning og tager nu det første skridt med et NM afholdt i Danmark. Vi håber, at NM fremover kan gå på rotation mellem Norge, Sverige og Danmark,” forklarer Mads Hjort.

 

Udover NM er der også andet at komme efter på Hornbæk Strand for de internationale atleter. Mesterskaberne er nemlig med til at danne grundlaget for, hvem der skal udvælges til at deltage i VM, der afholdes i Australien næste år. Det vil sige, at alle danske og andre nordiske konkurrencelivreddere med VM-ambitioner vil være at finde til weekendens mesterskaber.

 

150+ atleter i 16 discipliner på 1 ½ døgn

De mange atleter dyster i 12 discipliner i vand (seks discipliner for hhv. herrer og damer) og fire på strandbredden.

 

Individuelle discipliner:

  • Board race: Deltagerne starter på stranden med deres boards og løber ud i vandet. Padler omkring tre bøjer i en hesteskoformet bane på ca. 500-600 m og krydser en målstreg på stranden med deres boards.
  • Surfski race: Deltagerne starter på line ved siden af deres surfski i knædybt vand. En hesteskoformet bane på ca. 800-900 m markeret af tre bøjer gennempadles. Målstregen er i vandkanten.
  • Surf race: Med start på stranden løbes der ud i vandet, hvor der tilbagelægges en svømmedistance på ca. 400 m på en hesteskoformet bane markeret af tre bøjer. Mål er mellem to ”finish flag” på stranden.
  • Beach flags: Deltagerne ligger på maven i sandet med fødderne på linje og hænderne under hagen. 20 meter i føddernes retning er placeret en række pinde/flag, altid en pind/flag færre end antallet af deltagere. På starters signal rejser deltagerne sig og løber efter en pind/flag. Den, der ikke får en pind/flag elimineres. Der elimineres en deltager pr. omgang indtil der er fundet en vinder.
  • Beach sprint: Der løbes 90 meter sprint langs stranden. Vinder er den, hvis bryst krydser målstregen først. Målstregen skal krydses løbende og i balance.
  • Oceanman/woman: En deltager gennemfører både et surf race, et board race og et surfski race uden pause. Der løbes fra målstreg til startlinje mellem hver del. En hjælper står klar til at udlevere og modtage udstyr. Banerne er lidt forkortede i forhold til de enkelte discipliner. Rækkefølgen af disciplinerne er som nævnt ovenfor.

 

Holdkapper:

  • Board rescue: Første deltager svømmer ca. 150 meter til en anvist bøje. Ved signal fra første deltager løber anden deltager ud i vandet med sit board og padler ud til svømmeren. Svømmeren samles op af padleren bag bøjen og de padler sammen til land. Deltagerne løber med boardet op på stranden hvor målstregen krydses.
  • Tube rescue relay: Et hold består af fire deltagere, et offer, en svømmer og to reddere. Ofrene er placeret bag en række bøjer ca. 150 m. ude i havet. Ved starten løber svømmeren l5 m op ad stranden og henter finner og redningstorpedo. Ude i vandet påfører svømmeren sig disse og svømmer ud til offeret, som spændes fast i torpedoen og trækkes mod land. De to reddere modtager offeret ude i vandet ved hoftedybde og slæber/bærer offeret op på stranden forbi målstregen. Svømmeren skal ikke passere målstregen.
  • 4x90 m beach relay: Hver deltager løber 90 meter på samme bane som beach sprint med en depeche, der skal gives videre til næste deltager.
  • Oceanman taplin: Et hold bestående af en svømmer, en boardpadler, en surfskipadler og en løber gennemfører en oceanman som stafet. De to første deltagere løber selv over stranden og skifter til næste deltager ved berøring, mens tredje deltager berører løberen, der så tager slutspurten i mål.

 

Kort om DM/NM i havlivredning

  • Afholdes den 2.-3. september 2023 på Hornbæk Strand
  • Første NM i 12 år
  • Rekordmange deltagere: 150+ fra både ind- og udland, der repræsenterer 12 forskellige klubber
  • 16 forskellige discipliner både i vand og på land
  • DM og NM er med til at danne grundlag for udvælgelsen af atleter til VM i Australien i 2024
  • DM og NM i Havlivredning er arrangeret i et samarbejde mellem SvømDanmarks livredningsudvalg (LISK) og Livredningstjenesten på Nordkysten.

 

Hornbæk Strand er en af de få kyststrækninger i Danmark, hvor der er potentiale for en god størrelse bølger. Til weekendens mesterskaber ser det dog ud til, at vejret byder på en smule pålandsvind og et hav med relativt rolige bølger.

 

Det er imidlertid gode nyheder for den store gruppe af børn, der stiller op i U12-kategorien, som kan have svært ved at gennemføre havdisciplinerne i høje bølger.

 

Mere om DM/NM i Havlivredning

Få de seneste nyheder om EM og NM i havlivredning ved at følge med på SvømDanmarks Instagram-profil samt Livredningssport Danmark på Facebook.


 






Cookieindstillinger